Klik billedet
Medlemsblade 1960 - 1969 Udskriv Email
Untitled document


Februar 1960. Medlemsblad. Redaktør: Poulander Jørgensen

1960_1_300pxForsiden er fra efterårets (1959) kamp i Idrætsparken mod Frem (1-2). Spilleren med nummer 10 på ryggen er Frems målfarlige angriber Søren Andersen, medens de tre 93’ere er Leif Rønnow, målmanden Tommy Andersen og Poul Andersen. De to øvrige Frem’er er Ole Smidt og nærmest Bent Ib Jørgensen, den iltre wing som blev kaldt ’Solo’, fordi han altid driblede. Søren Andersen var blandt de otte spillere, der omkom ved flykatastrofen i Kastrup, den 16. juli 1960.

Elevatoren stoppede på 2’den. Det var overskriften på formanden Knud Rasmussens evaluering af sæsonen 1959. Som nyoprykker var B.93 spået en svær sæson i 1. division, og det kom til at holde stik i den grad. I de 22 kampe opnåede B.93 sølle seks point, for to sejre (B1903 1-0 og Frem 2-0) og to uafgjorte (B1903 1-1 og Skovshoved 1-1). Målscore 27-62. Træner var Arno Nielsen, der kun havde den ene sæson. Og fiaskoen var ved, at blive total i pokalkampen mod Horbelev, hvor den ordinære kamp endte 1-1. I den forlængede spilletid scorede favoritholdet dog fire gange.

Trods resultaterne blev der holdt afslutningsfest, og det foregik i Nims selskabslokaler med en god stemning. Det skyldes måske, at 1. holdet samme dag havde slået Kolding i pokalturneringen. Beckers skål for årets spiller tilfaldt Leif Rønnow. Og Henry Jørgensen fik overrakt den pokal, som sportsjournalisternes klub forærede B.93 i jubilæumsgave.

Frank Petersen var ny træner i 1960. Han skulle primært træne 1. og 2. holdet, men da han var helprofessionel, skulle han også træne unge lovende spillere, der trængte til en hånd med på vejen.

Ungdomstræner i 1960: Eyvind Berger (ynglinge), Børge Christensen (junior), Halvor Larsen (drenge) og Jørgen Voigt (lilleput). Som assistenttræner for junior og ynglinge var ansat Svend Ørnby, som var skolelærer ved Sundbyøster skole. Han havde to gange reddet AIA i prekære situationer, klubben i Aarhus hvor han var æresmedlem. Han havde også været træner for Slagelse. Ørnby blev i B.93 kendt som en hård hund.

Ny ringbærer. Klubbens formand Knud Rasmussen, blev umiddelbart før sin 50 års fødselsdag tildelt en guldring med klubbens emblem, som var fodboldafdelingens højeste udmærkelse. Baggrunden for tildelingen var hans dygtige formandskab.

DM i tennis, udendørs, blev afholdt på B.93’s baner. Det blev til et halvt DM til hjemmebanen, idet Lise Kaae Sørensen vandt MD med Kurt Nielsen (KB). En velspillende Niels Knudsen tabte i semifinalen til Kurt Nielsen med 4-6, 4-6 og 2-6.

’I forbifarten’ kunne oplyses, at Aage Christensen var blevet ansat som sekretær i KBU, at five-a-siden var blevet vundet af Henry Jørgensen, Jørgen Sundquist, Arne Vang Andersen, Ole Løgager og Anders Møller, at finalekampen blev tabt af Kurt Arnskov, John Jensen, Ivan Løvenskjold, Leif Petersen og Bent Schou.


Maj 1960. Medlemsblad. Redaktør: Poulander Jørgensen

1960_300px

Forsiden viser klubbens formand Knud Rasmussen overrækker blomster til Michael Rohde ved den årlige generalforsamling. Årsagen var, at Michael Rohde var tildelt Dansk Idræts Forbunds ærestegn i guld, som er idrættens højeste udmærkelse. Michael Rohde, der var 65 år, havde trukket sig tilbage fra den daglige ledelse af ungdomsarbejdet i klubben efter 47 års virke. Som formanden sagde, var det jo næsten ikke til at fatte – et ledervirke i 47 år. Efter overrækkelsen talte Leif Rønnow på gamle Rohde-drenges vegne og bragte Michael en tak for alt det han havde lært dem. Han overrakte Michael Rohde en stentøjsfigur fra Den kgl. Porcelænsfabrik. Sluttelig takkede Michael Rohde for ærestegnet og erindringsgaven samt for alle de glæder og de hyggelige timer, han havde haft i 93, idet han ønskede klubben held og lykke fremover.

Generalforsamlingen blev afholdt i Karnappens Selskabslokaler i Niels Hemmingsensgade, og dirigenten var – traditionen tro - overretssagfører Poul Groes. Regnskabet var fint pga. opholdet i 1. division. Grosserer E. Halfter ønskede ikke genvalg og i stedet nyvalgtes med akklamation fuldmægtig Peter Koch.

Bestyrelsen så herefter således ud: Knud Rasmussen (formand), P. T. Jørgensen (næstformand), Ove Petersen (kasserer), Verner Christensen, Preben Kargaard, Viggo S. Jørgensen, Anders Møller (alle fodbold) og Peter C. A. Koch, Niels Holst, Hye-Knudsen og K. Kaae Sørensen (alle tennis). Sekretær for bestyrelsen: G. Rode-Jepsen

Der var indført klubaftener for ungdomsholdene, bl.a. havde den berømte Frem-målmand Per Henriksen (Sorte Per) holdt filmforedrag og dommeren Axel Asmussen (B1903) havde holdt en instruktionsaften. Medlemsbladet havde samlet tre udvalgte, nemlig Peter Andersson (junior), Torben Christoffersen (junior) og Ole Gade Lorentzen (ynglinge), for et fællesinterview om hvad de syntes om klubaftener og forholdene generelt.

Legater. Jørn Larsens mindelegat blev tildelt Erik Andersen. Emil Jørgensens legat tilfaldt Steen Bo Caspersen (junior) og Mogens Frederiksen (drenge).


April 1961. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1961_1_300pxDer var gået næsten et helt år siden sidste medlemsblad var udkommet. Efter mange og indtrængende opfordringer fra klubbens medlemmer, havde bestyrelsen besluttet, at gøre et forsøg på at få medlemsbladet ind i fastere former end i de sidste par år. En forudsætning for bladets overlevelse var, at der blev solgt mange annoncer. Det fremgik endvidere, at da der kun udkom to medlemsblade i 1960, måtte dette nummer nødvendigvis medtage en del statistik, som måske kunne virke kedeligt, men var nødvendigt, da medlemsbladet skal virke som klubhistorie for kommende tider. Som ny redaktør var G. Rode Jepsen, der også var redaktør 1954/57, genindtrådt.

Forsiden kunne fortælle om generalforsamlingen den 27. februar, hvor der var mødt 135 interesserede medlemmer op. Dirigent var rutinerede overretssagfører Poul Groes, der som bekendt var klubbens formand 1915/21. Udover afdøde medlemmer mindes også de otte unge fodboldspillere, der omkom ved flykatastrofen i Kastrup den 16. juli 1960. Spillerne var: Per Funch Jensen (KB), Arne Karlsen (KB), Kurt Krahmer (KB), Søren Andersen (Frem), Ib Eskildsen (Frem), Erik Jensen (AB), Børge Bastholm Larsen (Køge) og Erling Spalk (Ikast). Kun piloten Stig Vindeløv overlevede flystyrtet. Nyvalgt til bestyrelsen blev Ove Petersen og Preben Kargaard. De erstattede kassereren Hans Jakobsen, der stoppede pga. svigtende helbred og Willy Jacobsen, der trak sig fordi afløseren Preben Kargaard var formand for spilleudvalget, og derved havde sin naturlige plads i bestyrelsen.

Der var et minireferat af divisionskampene i 1960, samt de første to kampe i foråret 1961. Den årlige indendørs turnering i KB-hallen (fire søndage i træk) blev vundet af suveræne KB. Topscorer blev dog Jørgen Jacobsen fra B.93. Five-a-siden i 1960 blev – ikke overraskende - vundet af Otto Jacobsen, Hans Erik Petersen, Leif Petersen, Leif Rønnow og Arvid Christensen der i finalen slog et hold bestående af Kurt Arnskov, John Nielsen, Flemming Mathiesen, Erik Preben Hansen og Ole E. Hansen.

Udlængsel. Træneren Frank Petersen, der brød sin kontrakt i utide i sommeren 1960, havde i tilgift taget holdets største profil, målfarlige Leif ’Sløjfe’ Poulsen, med i ’kufferten’ til Schweiz. Medlemsbladet mente, at Frank Petersen havde fået ’Sløjfe’ på afveje, idet hans amatørstatus vist ikke var så fin, ligesom han havde karantæne i Schweiz, men kunne spille i Italien. I slipstrømmen på ’Sløjfe’ var fulgt målmandstalentet Tommy Andersen og fighteren Anders Yrfeldt. Det havde i sandheden været et dyrt bekendtskab for klubben med denne Frank Petersen. Også talentet Ivan Løvenskjold blev lokket til Schweiz, men han vendte dog hurtig tilbage.

DBU have indført en ny turnering for 2. års ynglinge og 1. og 2. års seniorer. Navnet på turneringen kom til at hedde Talentturneringen. Kampene ville blive tipskampe, og nogle af dem måske vist i fjernsynet. Hele turneringen skulle afvikles i juni måned. B.93 tilmeldte et hold til den første talentturnering i historien.

Nyt fra ungdomsafdelingen. I erkendelse af, at der skulle ske noget i ungdomsafdelingen, havde bestyrelsen nedsat et ungdomsudvalg bestående af: P. T. Jørgensen, Viggo Jørgensen, Anders Møller samt Hans Pedersen, Børge Christensen og W. Zangenberg. De tre sidstnævnte som aktive og direkte kontaktmænd til vore fire ungdomstrænere: Eyvind Berger (ynglinge), Arno Nielsen (junior), Halvor Larsen (drenge) og Poul Zølck (lilleput).


Juni 1961. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1961_2_300pxOverskriften på forsiden ’SIC TRANSIT GORIA MUNDI’, betyder som alle jo ved ’således forgår verdens herlighed’. Denne overskrift benyttede Berlingske Tidende om B.93’s indsats mod Odense KFUM (2-5). Bestyrelsen tog konsekvensen af den dårlige forårssæson, og skiltes fra den ungarske træner Julius Kalosca efter gensidig venskabelig aftale, som det blev formuleret. Det blev Halvor Larsen, der skulle få B.93 væk fra nedrykningsstregen i efteråret.

På KI’s (Københavns Idrætspark) årsmøde fik B.93 mange medfølende ord om den fortvivlede banesituation. Knud Rasmussen gik på talerstolen og gjorde opmærksom på, at i de 40 år han havde været i B.93, havde udviklingen stået stille. Dengang havde vi 10 hold, nu havde vi 20 hold, og stadig kun to baner. For to år siden havde B.93 fået stillet en bane i Fælledparken til rådighed, men efter to måneder var den blevet inddraget igen – der blev slidt for meget på den. Klubben havde stadig et stort ønske om, at få tildelt en bane i fælleden.

Til fællestræning med KBU havde klubben haft følgende med: Gunnar Mortensen, Steen Bo Caspersen, John Christensen (Chesmann) og Bernhard Deneke (ynglinge), Bent Olsen og Finn ’Ludo’ Jensen (junior) og Bo Jensen, Leif Danielsen og Ralff Sterner (drenge). Det bemærkes, at Bent Olsen (Nobby) var med på KBU’s hold til landsjuniorstævnet i Vejle, hvor han gjorde det så godt, at han blev ’udtaget’ til all star holdet.








September 1961. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1961_3_300px

Forsiden var en gennemgang af mulighederne for 1. holdet i at overleve i 2. division. Før anden halvdel lå B.93 tredjesidst, træner Kalosca var fyret, så det var i stedet for ungdomstræneren Halvor Larsen, der havde ansvaret for efteråret. Det skulle vise, om Halvor og spillerne kunne finde sammen i et teamwork.

Til DM i tennis på KB deltog B.93 med 10 spillere, Marianne Reenberg, Gitte Grage, Solveig Bjørløw, Lise Kaae Sørensen, Niels Knudsen, Poul Christensen, Arne Lund, Kurt Reinhard, Christian Aunslev og Lars Olsen. Kun Lise Kaae Sørensen vandt DM, det var i damedouble med Else Schmidt (HIK).

Den årlige tur til Gudhjem foregik i starten af juni måned. Det blandede 93-hold stillede op således: Bent Jørgensen – Kurt Olsen, Finn Pedersen – Ole E. Hansen, Bengt Annemann, John Christensen – Ove Fogh Pedersen, Leif Petersen, Arvid Christensen, Leif Holm og Finn Jacobsen. Træner: Halvor Larsen. Kampen mod et forstærket hjemmehold sluttede 8-0 (3-0) til B.93.

I pokalsemifinale vandt ynglingeholdet med 3-1 over Frem efter en drabelig kamp. Anføreren Bernhard Deneke score alle tre mål. Samme Deneke var ikke uvant med hattrcik; som ynglige scorede han hattrick i syv kampe i træk. Et hattrick kræver, at samme spiller scorer tre gange i træk, uden nogle af de 21 andre aktører scorer ind i mellem.

En spiseseddel på BT kunne meddele: Nyt tab for dansk fodbold. Ved at blade ind i avisen kunne man læse, at tabet bestod af sekundaspilleren Ove Fogh Pedersen, kaldet Randers eller Guld Ove, der var rejst til Schweiz.



November 1961. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1961_300px

Forsiden viser ynglingeholdet, der vandt KBU-pokalturneringen ved at besejre KB med 3-2 (0-1) i Vanløse Idrætskamp. Kampen blev flyttet fra Idrætsparken pga. regnvejr. Målene blev scoret af Jens Agerbak (2) og Per Jürgensen (1). Efter kampen overrakte KBU’s bestyrelsesmedlem, berømte og berygtede K. K. Hansen, pokalen til anføreren Bernhard Deneke. Hver spiller fik overrakt KBU’s emblem. Efter kampen tog holdet i klubben, hvor formanden Knud Rasmussen overrakte hver spiller et bæger til minde om den store kamp. Der var også takketale til holdets træner Eyvind Berger og den fysiske træner Henning Thorsen. En skål, udsat af den gamle ynglingetræner Poul Dreiøe, tildeltes Per Jürgensen. Klubben var herefter vært ved et fælles kaffebord, og senere afsluttedes sejren med en festlig sammenkomst hos Lorry.

Sat udenfor – var overskriften på den samtale medlemsbladet havde med Bjarne Eklund før kampen i Randers (2-1). Forklaringen på overskriften var, at Bjarne Eklund var ude med karantæne, efter han havde fået sin tredje advarsel i pokalkampen i Ikast (1-2). Postulatet er, at det var første gang, en af klubbens divisionsspillere havde karantæne pga. for mange advarsler.

Firmafodbold. I modsætning til nogle af de andre lokalunioner, havde KBU den regel, at man ikke måtte spille firmafodbold, når man spillede turneringskampe for KBU, og det gjaldt alle rækkerne. Det gav typisk en karantæne på tre måneder og tab af point.  

Klubmesterskaber, tennis, udendørs. Herresingle blev overraskende vundet af Jørgen Perch Nielsen, der i finalen slog Poul Christensen med 1-6, 3-6, 6-4, 6-3 og 6-4. Damesingle blev vundet af Gitte Grage, der i finalen slog Solveig Bjørløw 6-3, 4-6, 6-3. Herredouble blev vundet af Poul Christensen og Bent Kozeluh. Damedouble blev vundet af Bodil Andersen og Erna Frederiksen. Og mixdouble vandtes af Arne Lund og Solveig Bjørløw.


Januar 1962. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1962_1_300pxDer er grund til forsigtig optimisme. Var indledningen på formanden Knud Rasmussen status for forgangne sæson, hvor divisionsholdet klarede skærene i 2. division med et godt efterår. En speciel ros til trænerparret Halvor Larsen og konditionstræneren Henning Thorsen, samt til Kurt Olsen, fordi han uden at kny fandt sig i at spille højre wing efter i lang tid at have spillet en god back. Årets spiller blev Kurt Olsen, der modtog Beckers skål. Den nye fiduspokal, der blev stemt efter hver kamp, tilfaldt målmanden Bent Jørgensen.

Five-a-siden blev afholdt søndag den 10. december kl. 09:00. Der deltog 13 hold. Vinder blev holdet med Poul Offenbach (Boffa), Ove Fogh Pedersen (Randers), John Christensen (Chesmann), Svend Petersen (Den stive) og Steen Bo Caspersen. Finaletaberne var holdet med Poul L. Hansen, Anders Møller, Leif Rønnow, Arvid Christensen og Ole Løgager.

Nyt fra ungdomsafdelingen. Juniortræneren Arno Nielsen havde meldt fra pga. manglende tid. Som ny træner var tiltrådt Halvor Larsen, der havde været midlertidig træner for divisionsholdet i efteråret 1961.

Slutstillingerne for klubbens 19 hold: 1. hold (nr. 7), 2. hold (nr. 7), 3. hold (nr. 5), 4. hold (nr. 3), 5. hold (nr. 10), Old boys (nr. 4), 1. yng. (nr. 4), 2. yng. (nr. 9), 1. jun. (nr. 9), 2. jun. (nr. 9), 3. jun. (nr. 6), 1. drenge (nr. 8), 2. drenge (nr. 4), 3. drenge (nr. 4), 4. drenge (nr. 6), 1. lilleput (nr. 6), 2. lilleput (nr. 9), 3. lilleput (nr. 9) og 4. lilleput (nr. 8). Det var de sørgelige kendsgerninger, årets højdepunkt var, bronze til 4. holdet i A-rækken.





Februar 1962. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1962_2_300pxRedaktøren Rode-Jepsen var genindtrådt for et år siden. Han lod sig overtale, fordi der var en masse medlemmer der lovede, at de skulle hjælpe med annoncerne. Det havde de tilsyneladende glemt, så indtægterne fra annoncer manglede. Det var jo dyrt at udsende bladet. Med i redaktionen var Preben Kargaard, Ove Mobeck (der skriver hvad han bliver bedt om) samt Rømert og Sode. Bladet var på 12 sider, og annoncerne fyldte under 1½ side.

Den årlige generalforsamling skulle finde sted mandag den 26. februar som sædvanlig i ”Karnappen” i Niels Hemmingsensgade i den indre by. Formanden skrev i omtalen af den kommende generalforsamling, at ikke mange klubber mønstrede flere deltagere til deres generalforsamling end B.93. Knud Rasmussen sluttede sit indlæg af med: ”Jeg regner med at se Dem den 26. februar, og De er meget velkommen”.

Statistikeren Georg Lorentzen bragte en statistik for 1961-sæsonens 24 kampe (heraf to pokalkampe). Eneste med fuldt hus var målmanden Bent Jørgensen. Efter Støvsugeren fulgte, Bjarne Eklund, Jørgen Jacobsen, Henry Jørgensen og Svend Petersen (alle med 23 kampe). Årets debutanter var, Svend Petersen, Finn Pedersen, Finn Mittet, Bent Andreasen, Bengt Annemann, Jan Schubert, Finn Jensen (ej Ludo), Benny Nielsen, Per Jürgensen og Bernhard Deneke. De to sidstnævnte blev rykket op fra ynglingeholdet i de tre sidste kampe.

En 50 års dag. Vedkommende der skulle fejres var Tennishallen, der var blevet indviet den 6. februar 1912. Allerede i 1903 foreslog formanden I. C. Gandil på et bestyrelsesmøde opførelsen af en tennishal, så man sportslig kunne være på lige fod med svenskerne. Der skulle gå ni år, inden projektet blev ført ud i livet, og indvielsen kunne finde sted. I. C. Gandil var den bærende kraft i dette arbejde dygtigt støttet af fremragende medarbejdere. Man stiftede A/S Kjøbenhavns Tennishal, administrationen blev varetaget af B.93 og aktiekapitalen overgik i 1930 helt til klubben. Fødselsdagen blev fejret med en ’tennisdag’, hvor der var adgang for alle.

Tennis. Der blev afholdt ungdoms DM på KB’s baner. I ynglingerækken blev Bente Vagn Nielsen tredobbelt DM-vinder. Herredoublen Ole Jensen og Søren Rasmussen kom overraskende i finalen.


Maj 1962. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1962_300px

Det var længe siden, at bladet var udkommet (tre måneder). Redaktøren forklarede det med, at det var et økonomisk spørgsmål. Der manglede ikke stof, men derimod flere annoncer. Andre klubber havde 5-6 gange så mange annoncer. Man drøftede i bladudvalget om der skulle komme fire numre á 12 sider eller seks numre á otte sider.

Generalforsamlingen blev afholdt den 26. februar. På grund af fodbold i fjernsynet, var der ikke mødt så mange medlemmer, som man var vant til. Men i øvrigt skete der intet opsigtsvækkende. Formanden fik under stormende bifald generalforsamlingens godkendelse af Harald T. Waagepetersens udnævnelse til æresmedlem, idet formanden omtalte Waagepetersens store indsats. Kassereren kunne fremvise et regnskab med et underskud på 20.000 kroner. Hvis underskuddet fortsatte i samme takt, ville formuen være brugt i løbet af fem år. Der var nyvalg af Leif Bergqvist og Sode-Pedersen i stedet for hhv. Verner Christensen og Harder Sørensen.

Rent faktisk havde Waagepetersen fået tildelt sit æresmedlemsskab otte dage tidligere, da Tennishallen fejrede sin 50 års fødselsdag. Det skete ved en sammenkomst i hallens opholdslokale hvor bestyrelsen samt enkelte indbudte deltog. Inden da havde ungdommen med gæster fra KB, AB og HIK spillet en miniturnering. I den anden alderskategori spilledes en herredouble mellem Harald Waagepetersen og Victor Hansen mod KB’erne Nils Middelboe og Svend Olsen. De fire var over 300 år (tilsammen, red.). Michael Rohde og J. Kozeluh spillede mod HIK’erne Einer Ulrih og Hilsted.

A-fodboldspilleudvalget (1. og 2. holdet) kom til at se således ud: Preben Kargaard, Leif Bergqvist, Kurt Arnskov, Jørgen Jacobsen og Birger Petersen. Og B-fodboldspilleudvalget (3., 4. og 5. holdet) blev: Ernst Spiegelhauer, Villy Nielsen (Texas), Erik Larsen og Erik Holm Larsen. Tennisspilleudvalget blev: Niels Holst, Svend Harder Sørensen, Lars Olesen, Arne Ohrt og Rømert Rasmussen.

Førsteholdet spillede den 29. april en træningskamp i Svendborg. Mødetid kl. 06:30 på B.93, transporten til Fyn foregik i fem biler med Hye-Knudsen og kassereren Ove Petersen i spidsen. Ved ankomsten blev man modtaget af Svendborgs formand, den tidligere 93’er, overlæge Tage Jørgensen (der senere blev næstformand i B.93, red.).

Kampen kl. 10:30 blev vundet af B.93 med 3-1 (0-1). B.93 stillede med dette – lidt alternative - hold: Bent Jørgensen – Steen Bo Caspesen, Jan Otto – Bjarne Eklund, John Christensen, Leif Petersen – Finn Pedersen, Kurt Olsen, Arvid Christensen, Jørgen Jacobsen og Bernhard Deneke. Efter kampen var der hyggeligt samvær med SfB’s ledelse, hvor spillerne spiste deres medbragte madpakker, rundtur i byen og modtagelse på Rådhuset.

’Brev-93-kassen’ kunne fortælle om en lille purk, der mødte op til træning i noget broget tøj. Det gjorde ikke så meget, for han havde fået 75 kroner med til at købe nye støvler, hvid trøje, blå bukser og strømper. Men da han kom op i omklædningsrummet efter træningen, havde der været en fremmed hånd nede i hans lomme. Drengen var utrøstelig. En af klubbens mest trofaste tilhængere, som man hver dag i højsæsonen kunne se med sin eftermiddagskaffe og avis, nøje følge hvad der skete på banerne, fik dette at høre. Det gør mig ondt at få at vide, hvad der er sket sagde han og uden tøven tog han otte tikronesedler frem, og gav dem til drengens leder Leif Holm.

Dødsfald. Overlærer Viggo Baunøe var pludselig død i en alder af 73 år. Han stod netop og skulle rejse til sin fødeby Nexø, hvor han sædvanligvis tilbragte hele sommeren. Han havde været tennismedlem siden 1923, efter en årrække i spilleudvalget kom han i bestyrelsen fra 1946/52 samtidig med, at han blev klubbens repræsentant i DLTF. Viggo Baunøe lagde et stor arbejde i juniorafdelingen. Han var også aktiv i bridgeafdelingen.


August 1962. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1962_4_300pxTalentturneringen. I den indledende pulje spillede de unge (18-21 år) mod Rønne (3-1), Skovshoved (9-0) og BBU/Bornholm (3-2). Efter en strålende indsats, ikke mindst kampen mod Skovshoved, var B.93 en af favoritterne til at vinde turneringen. Men B.93 trak holdet. Det skyldtes, at 1. ynglinge skulle til Göteborg i anledning af Ørgrytes 75 års jubilæum i tre dage, og så kunne man ikke samtidig stille hold i talentturneringen, som foregik i sommerferien, og som havde et stramt kampprogram (tipskampe).

Årsagen til B.93’s ynglingehold var inviteret til Göteborg var alene pga. Michael Rohde, som stadig var et meget stort navn i Sverige. Med Michael Rohde som leder og træneren Eyvind Berger spillede 1. ynglinge forkamp til hovedkampen mellem Ørgryte, forstærket med den berømte innertrio Gunnar Gren, Agne Simonsen og Rune Böjesson, mod Shaktar, der havde 21.123 tilskuere og sluttede med russisk sejr 4-3. Forkampen gav også et nederlag til jubilaren, idet B.93 – med Tom Søndergaard i spidsen – førte 3-0 efter 10 minutters spil, og endte med en sejr på 4-1. B.93 holdet var: Palle ’Banks’ Jørgensen – Torben Christoffersen, Peter Larsen – Bent Olsen, Ole Hans Jensen, Jørgen Petersen – Jens Øhrwald, Reno Christensen, Jens Agerbak, Tom Søndergaard og Nels Conrad. Venstre halfback, Jørgen Petersen, var den senere så berømte håndboldspiller, verdens bedste, fra HG, og lillebror til Svend Petersen (Den Stive).

Tennis, klubmesterskaberne 1962. Herresingle blev overraskende vundet af Niels Knudsen, der i finalen besejrede Poul Christensen, der herved tabte finalen for tredje år i træk. Damesingle blev vundet af favoritten Gitte Grage, der i finalen slog Mette Jerndorff-Thomsen. Herredoublen blev vundet af Arne Lund og Poul Christensen, der besejrede Niels Knudsen og Jan Raffel med 5-7, 3-6, 6-3, 6-2 og 9-7. Damedouble blev vundet af Bodil Andersen og Erne Frederiksen over Marianne Reenberg og Mette Jerndorff-Thomsen. Og endelig vandtes mixdouble af Gitte Grage og Poul Christensen over Marianne Reenberg og Niels Knudsen med de usædvanlige cifre 6-0, 6-0, som blev kommenteret af rapporteren ’Rømert jun.’ Således: Kampen eller rettere episoden skal ikke yderligere omtales, men man må håbe at Niels havde en lidt dårlig smag i munden, da han forlod banen.


December 1962. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1962_5_300pxDet blev til fem medlemsblade i 1962, alle på 12 sider. Billeder på forsiden var ikke noget man benyttede. Forsiden var denne gang forbeholdt formanden Knud Rasmussen, der kunne glæde sig over, at flagskibet, 1. holdet i fodbold, havde klaret sig fri af nedrykning i sidste runde. Efteråret startede med en 3-2 sejr over B.1901 i Vanløse Idrætspark, hvor kampens spiller Arvid Christensen af B.T. fik tilnavnet ’cyklonen’. Efter 17. spillerunde (ud af 22) lå B.93 til oprykning i den meget jævnbyrdige 2. division, men tabte så 3-5 i Vanløse til Frem i en lidt for underholdende kamp med 3.600 tilskuere. Frems unge forward Leif Nielsen (Osten) var med tre mål kampens store spiller, og Leif Petersens trussel om at hive hans mælketænder ud, kom ikke lige til at holde stik. Et par nederlag mere gjorde, at B.93, før de to sidste kampe, pludselig var i overhængende nedrykningsfare. Den blev så elimineret ved sejre over Odense KFUM (2-0) og Frem Sakskøbing (1-0). Mellem nummer to (B.1901) og nummer 10 (Skovshoved) var kun fire points forskel. Formanden slutter af med: Til næste år fylder klubben 70 år, og det er jo en rund fødselsdag, som vi fejrer i al beskedenhed uden klubfest, men med et lønligt håb, at vi, hvis vi har et velspillende hold, gerne vil spille en fødselsdagskamp med efterfølgende chokolade og kager.

Traditionen tro havde medlemsbladet et minireferat af hver enkelt divisionskamp. Efter sejren over B.1901 i efterårets første kamp fulgte et dumt nederlag på 0-1 til Skovshoved, efterfulgt af sejre over Randers Freja 2-1, Viborg 2-1, HIK 4-1 og AIA 4-2. Herefter fulgte topkampen mod Frem 3-5, som blev efterfulgt af endnu to nederlag mod topholdet AaB 1-2 og mod den gule fare Horsens 0-1 (hvor Tom Søndergaard og Robert Fugger begge debuterede), før man sluttede af med de to livsvigtige sejre over Odense KFUM (hvor Eugen Pedersen debutered) og Frem Sakskøbing, som beskrevet ovenfor. Afslutningsfesten skulle, traditionen tro, afholdes hos Nimb.

Stævnet. Var en sammenslutning af københavnske klubber. Til en kamp i Edinburgh mod Hibernians havde B.93 hele tre mand med på holdet, nemlig Leif Rønnow som højre back, Jørgen Jacobsen som innerwing og Arvid Christensen som centerforward. Til trods for nederlaget på 0-4 mod de stærke skotter spillede Stævnet en god kamp ifølge medlemsbladets rapporter Preben Kargaard, der var med som leder. Arvid Christensen tørrede deres centerhalf efter noder i et dejligt uimponeret ’one man show’. De samme tre deltog på KBU’s udvalgte hold, der slog favoritterne fra JBU med hele 6-0.

Arkitekten – Viggo S. Jørgensen – fyldte den 25. oktober 60 år. Hans gode ven, formanden Knud Rasmussen, skrev bl.a.: ” Viggo hører til vore allerbedste medlemmer. Det, han ordner på 93, er ikke småting. Altid er han beredvillig, hjælpsom, og i bestyrelsen hører han til dem, der aldrig synes, at noget er umuligt, og vil andre ikke gennemføre det, så kan Viggo heldigvis selv. Arkitekt Viggo S. Jørgensen er en mand og et medlem, vi slet ikke kan undvære. Hjertelig tak Viggo og endnu engang tillykke”.

Tennis. Shell-turneringen var indendørssæsonens første store tennisbegivenhed, som altid foregik i klubbens Tennishal. Det specielle ved turneringen var, at det var en handicapturnering, dog kun i herresingle rækken, der havde deltagelse af 44 spillere. Finalen blev vundet af Jan Leschly over Jørgen Ulrich. Samme var i finalen året før, så opfattelsen var, at deres handicap skulle øges, idet konceptet var, at alle skulle være ens ud fra deres handicap, og så kunne det ikke passe, at samme to spillere var i finalen to år i træk. I de øvrige rækker var deltagerantallet: Damesingle 14, herredouble 22 par, damedouble 6 par og mixdouble 11 par.

Allan Gammeltoft, den kendte tennisspiller og overlæge, dr. med., blev 50 år den 29. oktober. Klubben havde haft stor glæde af hans skadesbehandling, og formanden Knud Rasmussen skrev: ” Det er dejligt for en klub at have nogle, der ikke er bange for at hjælpe, når det kniber. Tak kære doktor og tillykke – vi regner dig stadig for vor gode ven, hvor vi i påkommende tilfælde kan få fornøden hjælp – også selvom du har meget travlt”.

’I forbifarten’ var efterhånden blevet en fast rubrik i medlemsbladet. Til trods for B.93 havde vundet puljen i talentturneringen og pokalfinalen for ynglinge, havde DBU’s ungdomsudvalgskomité kun udtaget Bernhard Deneke, og det var man ikke tilfreds med. Pressen mente, at al fornyelse kom fra provinsen, og DBU satte kikkerten til det blinde øje; man havde større chance for udtagelse hvis man kom fra Smørumnedre, Sønderbynedre eller var topscorer for Snollerød i G-rækken.

Og så var ’I forbifarten’ ude i et gætværk: ”Vor fine stab af tennispiger bliver sikkert ad åre udvidet med en – Kurt Arnskov er blevet far til en sød tøs. Vi gratulerer fru Aase og Kurt og ser hen til et fint doublepar bestående af Jørgen Jacobsens og Kurt Arnskovs piger. Sig ikke, at fodbold ikke gør noget for tennisafdelingens trivsel” (teorien kom ikke til at holde stik, datteren kom til at hedde Gitte, kan træffes på kontoret på Slottet, tirsdag-fredag, red.).


Februar 1963. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1963_1_300pxRedaktør og hans stab var uændret fra 1962. Med i redaktionen var Preben Kargaard, Ove Mobeck samt Rømert og Sode. Antallet af udgivelser sidste år var fem. I 1963 ville antallet blive skåret ned til fire (på hver 12 sider). Der var alene tale om besparelser. I enkelte andre klubber opkrævede man separat gebyrer (4 kroner) for fremsendelse af klubbens medlemsblad. Hvis B.93 skulle gøre noget tilsvarende, krævede det en generalforsamlingsbeslutning, og det var tungt at administrere. Annoncerne var steget lidt, men ikke meget, fyldte omkring to sider.

Velkommen. Var overskriften på et portræt af den nye divisionstræner Knud Petersen. For de ældre årgange var præsentationen overflødig, men de yngre havde behov for, at få en vejledende karakteristik af 38-årige Knud P. Blev indmeldt som 9-årig, blev som 18-årig fast mand på 1. holdet, hvor han i samfulde 14 år stred for B.93, og her kom det helt enestående moment ind i billedet, nemlig at han er den eneste spiller, der har spillet samtlige 11 pladser på holdet, og gjort det strålende. Fra nuværende trup havde han spillet sammen med Jørgen Jacobsen og Leif Rønnow. Det var fortsat Henning Thorsen, der tog sig af konditionstræningen. Efter karrieren havde Knud ’Petter’ været træner i Tåstrup (1 år), Lyngby (1 år) og HIK (3 år).

Ved afslutningsfesten hos Nimb, blev Arvid Christensen kåret til årets spiller og fik overrakt Beckers skål, der vindes til ejendom med det samme. Formanden takkede efterårets træner Poul Zølck, der beredvillig som altid havde stillet sig til rådighed for klubben og givet et stort nap med vort 1. hold. ’Bager’, der ikke var nogen ynder af synlige erindringsbeviser, måtte dog under stort bifald modtage 1. holdets synlige tak, overrakt af Jørgen Jacobsen, en smuk gaslighter, og kvitterede straks med en dybfølt tak til ungdommen og til sin gamle klub (medlemsbladet havde overhovedet ikke omtalt sommerens trænerskifte, hvor Halvor blev udskiftet med Zølck, formentlig for ikke at træde på Halvor, red.).

Klubbens five-a-side blev afholdt en søndag i starten af december. Der var deltagelse af 16 hold, et nederlag betød som altid, at det var i bad (og baren). Årets finalevinder var brødreparret Jørgen og Finn Jacobsen, John ’Skjold’ Christensen (som blev ændret til Bent Schou i maj-nummeret), Kai Orla Jensen og Jørgen Sundquist.

Der var benyttet 22 spillere på 1. holdet (1962) i de 23 kampe. Bent Jørgensen, Jørgen Jacobsen, Leif Petersen og Arvid Christensen havde alle fuldt hus med 23 kampe, herefter fulgte Leif Rønnow (22), Bernhard Deneke (22), Bjarne Eklund (21), Kurt Olsen (18), Per Jürgensen, soldat (14) og Kurt ’Sejerø’ Nielsen (12).

Nyt fra ungdomsafdelingen. De sidste års ynglingetræner Eyvind Berger var blevet 1. holdstræner i HIK. Hans afløser som Y-træner blev Ernst Spiegelhauer, en anden god gammel 93’er. Ny juniortræner var Halvor Larsen, assisteret af Finn Pedersen og Bent Schou. Drengeafdelingen havde fortsat Bengt Annemann assisteret af John Thomsen og Stig Kargaard. Lilleputafdelingen havde Poul Zølck assisteret af Holger Larsen, Per Nielsen og Ole Jensen.

Dødsfald. En af klubbens trofaste medlemmer gennem mange år, forhenværende bogholder O. Noll, var død den 4. februar. Lige til de sidste dage kom Noll i klubben, som sædvanligt kommenterende begivenhederne og menneskene i klubben på sin egen specielle facon, en facon som vist mange misforstod. Noll, var en varmhjertet person, og mange vil kigge efter ham og savne ham i ’hans’ stol i hjørnet.

Rund fødselsdag. En af klubbens kendte skikkelser, murermester Walther Zingenberg, fyldte 50 år den 2. februar. Zingenberg kom i sin tid fra Tåstrup og gik med glødende interesse ind for 93. Han ses tidlig og silde på banerne, altid hjælpsom og venlig og i øjeblikket travlt beskæftiget i ungdomsafdelingen.

Tennis, indendørs DM. Det blev ingen succes for B.93. I herresingle var Jan Raffel tilmeldt, men måtte scratche med dårlig ryg. Bent Kozeluh var tilmeldt for sent og Niels Knudsen spillede åbenbart ikke længere single. Arne Lund tabte til Flemming Harris 7-9, 10-12. Det var ventet, at Arne Lund ville have vundet kampen, men ugen før DM var Arne begyndt at træne med fodboldspillerne, hvilket måske midlertidigt havde nedsat han spillestyrke noget. Hos damerne var Gitte Grage i finalen, hvor hun tabte til Vera Johansen, efter at have ført 3-1 i det afgørende sæt. Klubbens nye medlem Inge Nielsen tabte til Bente Vang Nielsen.


Maj 1963. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1963_300px

Klubben fyldte 70 år den 19. maj. Det blev fejret med et foto på medlemsbladets forside af klubhuset ’Pavillonen’ set fra bagsiden ud mod de to fodboldbaner. Som det anes på billedet er fodboldbanen fyldt med bare pletter – og det var ikke noget særsyn (det er samme sted hvor der i dag er parkeringsplads til Parken, red.).

Legater. Jørn Larsens mindelegat, komplet fodbolddragt, tilfaldt Jan Schubert. Og Emil Jørgensens legat, to par fodboldstøvler, tilfaldt drengespilleren Birger Jørgensen og juniorspilleren Leif Lykke Nielsen.

Drenge-og juniorafdelingen havde været til filmaften i klubben, hvor de så jubilæumskampen fra 1953 mod Juventus (1-2). Her fik de unge mennesker lejlighed til at se de tre udlandsdanskere i Juventus, John Hansen, Karl Aage Hansen og Carl Aage Præst samt berømtheder som Viola (målmand), Parola og ikke mindst Boniperti. De 41.800 tilskuere – og drengene – så et 93-hold bestående af: Per Henriksen (Frem) – Leif Rønnow, Knud Petersen – Flemming Nielsen, Poul Andersen, Børge Christensen – Henning Bjerregaard, Jørgen Jacobsen, Leif Bergqvist, Knud Lundberg (AB) og Ole Mullerup (gad vide om den film fortsat eksisterer, red.).

Generalforsamlingen blev afholdt i Karnappen i overværelse af 135 medlemmer, nogenlunde hvad der havde været de senere år. I formandens beretning kom han ind på den fortvivlede banesituation, med kun to fodboldbaner, hvoraf den ene bruges som skøjtebane. En konsekvens af baneforholdene kunne være, at man rev det gamle klubhus ned og lejede sig ind i Stadionbygningen. En anden plan om, at bygge et helt nyt klubhus ned mod Øster allé, medførte en noget risikabel investering. Kassererens aflæggelse af årsregnskabet satte ikke humøret i vejret. Underskuddet på kr. 38.000,- var det største siden 1943, hvor mange kampe måtte spilles uden tilskuere. Formanden fik opbakning fra et par talere, Ove Jensen og Jørgen Sundquist, om at gå videre med undersøgelserne om mulighederne for at flytte ind i Stadionbygningen, og derved vinke farvel til det flotte klubhus Pavillonen.

Vinteren 1963 var skrap med megen sne. Således var der endnu ikke den 8. april spillet på nogle af de to baner. Divisionsholdet havde spillet træningskampe mod Skovshoved (høj sne), Hvidovre (blød sandbane), AB (mudderpøl) og til sidst – for dog at få nogen kamptræning – en kamp mod 2. holdet en aften 20:15 – 22:00 i det yderste af Utterslev Mose i svagt lys på en grusbane. Selve træningen foregik i diverse gymnastiksale og ved at rende Fælledparken tynd. Det var forberedelserne til årets første kamp ude mod Horsens (1-2).   


September 1963. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1963_3_300pxForsiden af medlemsbladet var plakaten fra en turneringskamp i Idrætsparken mod Vanløse, som blev spillet samme dag som B.93 kunne fejre sin 70 års fødselsdag. Da klubben tidligere havde lejet Idrætsparken til en eventuel jubilæumskamp, og en sådan ikke blev arrangeret, valgte man at spille turneringskampen her (og ikke på Østerbro Stadion). Med en sejr på 2-0 (Niels Forsingdal og Arvid Christensen) sørgede førsteholdet for en god gave til klubben. Og i øvrigt valgte bestyrelsen, ikke at fejre dagen, kun markere. Det skete med standerhejsning kl. 08:00, hvor formanden hejste Dannebrog og klubvimplen. Fra 10-12 var der reception, hvor der kom en stribe af gratulanter. Det kan nævnes, at oldboys repræsenteret af Ove Jensen overrakte en check på kr. 8.500,- til nye møbler i det nyistandsatte opholdslokale. Seniorafdelingen (fodbold) havde indsamlet kr. 1.605,- samt 60 præmieobligationer.

Som afslutning på forårssæsonen var 1. holdet på en sommertur til Skibby. Det blev til en sikker sejr på 7-1. Ved spisning og bal på Skibby Kro efter kampen var humøret helt i top. Svend ’Stivas’ (Petersen) fik under stormende jubel af Skibby overrakt et meget smukt tinaskebæger for bedste 93-præstation. Senere optrådte Arvid Christensen med sin berømte akrobatdans.

Talentholdet (årgang 1943, 44 og 45) var der stillet store forventninger til. Resultaterne i puljen blev: Husum 6-1, Rødovre 0-1, Dalgas 3-3, Gentofte Vangede 8-0 og Skovshoved 4-4. Derved sluttede holdet kun på en andenplads, med samme pointtal som Skovshoved, og det var ikke nok til videre kvalifikation.

Bladets mangeårige skribent Preben Kargaard, fortalte hvad der skete når 1. holdet spillede i provinsen. Mange medlemmer samles i restaurationen, der blev indgået væddemål om kampen. Tag kampen i Randers. Opsynsmanden Johnsen ringer til Randers ved halvlegen. Føring 2-0. Glade ansigter, men stor diskussion, hvem har lavet målene, kan vi holde i anden halvleg o.s.v. Da der mangler 10 minutter ringer Johnsen igen, fortsat 2-0 føring. Så trippes der i yderligere 10-12 minutter, før Johnsen endnu en gang ringer til Randers, og endelig, udesejr på 2-0. Glæden breder sig, den næste uge er reddet, smil på alle ansigter, og så er der en omgang til alle i restaurationen. Og målscorerne var for øvrigt Bernhard Deneke og Arvid Christensen.

Klubmesterskaberne fik stor kritik fra rapporter Rømert. Deltagerne mødte op med alt for mange forbehold med hensyn til, hvornår de kunne spille. Banerne var elendige. Baneinspektøren havde man ikke set i 14 dage. Mestrene blev: Arne Lund (HS), Gitte Grage (DS), Niels Knudsen og Jan Raffel (HD) og Solveig Bjørløv og Inge Nielsen (DD). Mixdouble var ikke færdigspillet. En oldboys række blev vundet af Svend Harder Sørensen. Årets begynderturnering blev vundet af Dorte Rønlund og 16-årige Ole Granhof.


December 1963. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1963_4_300pxForsiden viser 11 glade – og småstive – oprykkere, der er kommet tilbage til klubhuset efter sejren i Odense over Odense KFUM 3-0, der højst overraskende var ensbetydende med oprykning til landets bedste række 1. division. Meget overraskende måtte Horsens på Gentofte Stadion nøjes med 1-1 mod det absolutte bundhold HIK, hvis træner heldigvis var Eyvind Berger, der forstod at sætte holdet op. Det var nok heller ikke uden betydning, at HIK var lovet to kasser øl hvis de tog point – og det var dengang der var 50 øl i en kasse.

I næstsidste runde havde B.93 på Østerbro Stadion besejret Randers Freja med 6-2, efter en af de bedste præstationer der var set i nyere tid. De seks mål blev fordelt mellem Bernhard Deneke, Walther Jensen og Svend Petersen. Holdet, som var det samme i sidste kamp var: Bent Jørgensen – John Christensen, Kurt Olsen – Bjarne Eklund, Leif Petersen, Jørgen Jacobsen – Tom Søndergaard, Svend Petersen, Walther Jensen, Bernhard Deneke og Lindy Olsen. Træneren var Knud Petersen.

Umiddelbart inden deadline for medlemsbladet kom der besked fra bestyrelsen, hvor der blev indkaldt til ekstraordinær generalforsamling mandag den 6. januar 1964 i Borgernes Hus. Det eneste punkt på dagsorden var: Nyt lejemål med Københavns Idrætspark angående indflytning i Stadiontribunen, nedrivning af det gamle klubhus, omlægning af arealet, optagelse af lån til arbejdets gennemførelse, afgivelse af pantebrev til sikkerhedsstillelse m.v.

Og indkaldelsen var forsynet med en opfordring. Da det drejer sig om en sag af stor vigtighed for B.93’s fremtid, henstiller bestyrelsen indtrængende til medlemmerne at give møde. Af tidsmæssige grunde kan sagen ikke vente til den ordinære generalforsamling onsdag den 26. februar 1964.

Der var ros til Villy Carlsson, der som den prima 93’er han var, sprang til og hjalp med træningen i sekundaafdelingen. Fra årsskiftet havde man engageret en ny træner til sekundaafdelingen, nemlig Herluf Vinblad Nielsen, kendt som træner for en række mindre klubbers 1. hold, specielt under DAI, samt som kursusleder på Idrætshøjskolen i Vejle.

Medlemsbladets Ole Mobeck havde lavet to fine interview, det ene med Leif Rønnov, der havde lagt støvlerne på hylden i sommerpausen 1963. Rønnow var indmeldt i 1944 som 12-årig, og startede som centerforward på drengeholdet. Han debuterede som 18-årig på 1. holdet i foråret 1951.

Det andet interview var med Poul Dreiøe, der fyldte 70 år (28. januar 1964). Dreiøe havde startet karrieren i ØB, kom derefter til Velo, før han kom til B.93 i 1918 som 24-årig. Kom på 1. holdet (19 kampe). Dreiøe var dommer i 33 år, bl.a. dømte han tre A-landskampe i Skandinavien. Og det kunne være blevet til mange flere, hvis han ikke konsekvent sagde nej til at flyve. Dreiøe var træner for ynglingene i 16 år (1920/36).

Medlemsbladet havde fået brev fra det mangeårige medlem, tennisspilleren Bent Kozeluh, der var udvandret til Frankrig, hvorfra han fortalte, at han var blevet klubmester i sin nye klub i Lyon.

Dødsfald. Pludselig og ganske uventet havde klubben mistet sin afholdte restauratrice, fru Jenny Jensen. Den 5. november forlod fru Jensen klubben kl. 23, efter at have drøftet forskellige forestående arrangementer. Her blev fru Jensen utilpas og måtte tage en bil hjem, straks efter kom hun på hospitalet, hvor man arbejdede forgæves hele natten, om morgenen døde fru Jensen af en hjerneblødning. Fru Jensen, der kun blev 55 år, havde gennem syv år forstået at gøre sig ganske usædvanlig afholdt af alle medlemmerne på grund af sin dygtighed, venlighed og fasthed, og bestyrelsen var meget ked af, at fru Jensen havde meddelt, at hun på grund af træthed ønskede at ophøre fra januar. Vi havde netop fået fru Jensens tilsagn om fortsættelse til 1. april, da døden indtraf. Vi vil alle savne fru Jensen, der var blevet som en mor for os. Nekrologen, direkte afskrift, er skrevet af redaktøren Rode-Jepsen.

’Brev93Kassen’ havde et indlæg fra John Andreasen, der mente at omtalen af oldboys gave til klubbens 70 års fødselsdag, checken på kr. 8.500,-, havde fået for lidt omtale i sidste medlemsblad. Anklagen var indirekte stilet til formanden Knud Rasmussen, som i forlængelse af Johns indlæg fik plads til at kommentere dette. Svaret var skarpt, og slutter med: ”Hvis De synes som John Andreasen og har en gave til klubben, så meddel venligst samtidig, hvorledes De gerne vil takkes”. Det var oplagt, at to af klubbens store mænd absolut ikke var venner. Tilbage til Juventus-kampen i 1953, var kassereren John Andreasen raget uklar med den øvrige bestyrelse om afregningsproceduren, og sidenhen var John A. ugleset af den gamle bestyrelse – en synd og skam.


Februar 1964. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1964_300px

Redaktør var fortsat G. Rode-Jepsen. Der ville udkomme fire numre i 1964 (på 12 sider). Som forsiden fortæller, skitse af det kommende opholdsreal mellem stadiontribunen og tennisbanerne, så var det vedtaget at rive det gamle klubhus ’Pavillonen’ ned.

Til den ekstraordinære generalforsamling i Borgernes Hus (6. januar) var der mødt 175 interesserede medlemmer. Den normale dirigent, overretssagfører Poul Groes havde bedt sig fritaget, hvorfor hvervet i stedet blev overdraget til en anden tidligere formand, æresmedlem og jurist, nemlig Helge Hassel. Der var kun et punkt på dagsorden, nemlig ændring af anlægssituationen. For at få mere plads til fodboldbaner (en tredje bane), betød det en nedrivning af klubhuset, en omlægning af tennisbanerne fra 15 til 12 og indretning af klubhus i stadiontribunen. Lejemålet med kommunen var udløbet 31.12.1962 skulle forlænges med 25 år. Kommunens Idrætsfond havde tilbudt lån DKK 200.000,- med afvikling over 10 år samt et tilskud på DKK 25.000,-. Det forudsattes, at klubben ydede en frivillig arbejdsindsats på DKK 80.000,-. Den årlige leje og låneydelse udgjorde de næste 10 år DKK 31.000 hvis klubben lå i 2. division og DKK 40.000 hvis klubben lå i 1. division. Efter 10 år, når lånet var indfriet, ville lejen udgøre DKK 30.000 pristalsreguleret. Det var hvad medlemmerne skulle tage stilling til.

Der var herefter en drøftelse af planerne, hvor der var spørgsmål fra de herrer Vilhelm Madsen, Jørgen Norsker, N. H. Ashengren, Henrik Grage, Helge Hassel og C. Ramlow. Spørgsmålene blev besvaret af formanden Knud Rasmussen, arkitekt Viggo Jørgensen samt Sode-Pedersen. Herefter var det tid til, at stemme om forslaget. Da kun fire stemte imod, og enkelte blanke, var forslaget altså vedtaget med overvældende majoritet. Og det gamle klubhus ’Pavillonen’ havde fået dødsstødet. Alene det, at fjerne denne bygning, som gennem årene har været samlingssted for klubben og rummer mange minder for den enkelte, har naturligt givet anledning til adskillige overvejelser, men af mange grunde er det nødvendigt. Sådan lød ordene.

Michael Rohde fyldte 70 år. En signatur ’Medspiller’, havde et to siders langt interview med klubbens største profil, som han indledte med: ”B.93’s berømte søn er som altid i fin form med et lyst sind og et kvikt hoved”. Hans teknik var eminent, hans opfindsomhed og sammenspil med sin wing så fornøjeligt, at han blev publikums yndling. Rohdes hovedspil var enestående, heller ikke på det område er han blevet overtruffet af nogen dansk spiller. Hele 52 gange blev han udtaget til landsholdet, men han sendte afbud til 12. Michael Rohde startede med at spille i den lille klub Lydia på fælleden. Som 13-årig kom han til B93.

Michael Rohde fortæller i interviewet, at han så meget op til daværende formand I. C. Gandil. Det føltes som et ridderslag, når han bad én gøre noget. En dag manglede der en mand til at træne drengene, I. C. Gandil bad mig hjælpe, og det var starten på trænergerningen for de unge. På lang afstand når Rohde kom cyklende til 93, kunne han høre disse glade drengestemmer: ”Så nu kommer hr. Rohde”. Han slutter med, at fortælle, at en anonym ven i den tid han spillede fodbold, hvert år sendte en fint indbundet scrapbog (de mange tykke bøger forefindes i Kulturudvalgets lokaler i klubben, red.). Også formanden hyldede Michael Rohde.

Statistikken for jubelåret 1963 viste, at der var benyttet 23 spillere i de 25 kampe (heraf tre pokalkampe). Kun Jørgen Jacobsen og Bjarne Eklund havde fuldt hus, herefter fulgte Bernhard Deneke (23), Bent Jørgensen (21), Leif Petersen (20), Kurt ’Sejerø’ Nielsen (18), Svend Petersen (17), Arvid Christensen (16) og Lindy Olsen (16). Der var syv debutanter, John Christensen (Chesmann), Niels Forsingdal, Preben Larsen, Lindy Olsen, Walther Jensen, Svend Aage Petersen (Måge) og målmanden Preben Fahrenholtz.


Maj 1964. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1964_2_300pxSom det fremgår af forsiden, var det generalforsamlingernes tid. Den ordinære (26. februar) blev afholdt 1½ måned efter den epokegørende ekstraordinære. Man var tilbage i de sædvanlige lokaler i restaurant ’Karnappen’. Til gengæld var der ny dirigent, nemlig direktør Christen Ramlow. Formanden Knud Rasmussen kunne se tilbage på et godt år, med oprykningen til 1. division i fodbold som toppen. Under beretningen redegjorde Viggo Jørgensen for det store arbejde der lå forud for indflytningen i Stadiontribunen. Dette var i høj grad baseret på medlemmernes arbejde. Når det var færdigt, ville man starte nedrivningen af ’Pavillonen’. Man forventede, at kunne opføre en erstatningsbolig til fastboende funktionærer (villaen, red.).  

Under beretningen bad sagfører Erik Becker om ordet. Han kunne berette: ”En meget god ven af B.93 indfandt sig for nylig på mit kontor, og deponerede hos mig et beløb stort DKK 33.270,63 med anmodning om på B.93’s generalforsamling at overrække beløbet som gave til ungdommen i fodboldafdelingen og således, at det er giverens ønske, at De hr. direktør Knud Rasmussen nu og fremefter alene administrerer beløbet og anvender det efter Deres skøn. Jeg anmoder derfor formanden om at komme herop og modtage denne store idealistiske dotation. De bedes anerkende modtagelsen ved at tilbagesende mig to duplikateksemplarer af nærværende skrivelse i underskrevet stand”. Formanden modtog gaven, som ham bekendt var den største kontante gave klubben nogensinde havde modtaget.

Årsregnskabet var glædeligt, et overskud på DKK 14.000,- i forhold til et underskud året før på DKK 66.000,-. Efter oprykningen til 1. division kunne forventes yderligere forbedringer i indeværende år, men der skulle passes på udgifterne. Bestyrelsen ville gerne have baneinspektøren Hye-Knudsen til at fortsætte, men tennisafdelingen havde opstillet Henrik Grage, som blev valgt uden afstemning. Derved manglede tennis en baneinspektør. Under eventuelt udtalte Aage Nørregaard sin forundring over, at oldboysgaven til jubilæet ikke blev nævnt i formandens beretning, og formandens kommentar til John Andreasen i forrige medlemsblad. Fronterne blev trukket op, med Nørregaard, John A., Anker Sørensen og Lasthein på den ene side og formanden Knud Rasmussen og Anders Møller på den anden side.

Kassereren Ove Petersen søgte en halvdagsdame til kontoret. Vedkommende skulle være bekendt med rufbogholderi og god til maskinskrivning. Arbejdstid 13-17, lørdag 9-12, hver anden lørdag fri.

Færøtur. Bladet kunne fortælle, at 1. holdet skulle til Færøerne. Afrejse den 21. juli med ’Tjaldur’. Når færgen ankommer til Thorshavn, vil vore kvarterværter stå rede til at tage imod og fordele spillerne i de hjem, hvor de skal indkvarteres. Opholdet skulle vare seks dage, og der skulle spilles tre kampe. Under opholdet vil man komme til at deltage i Olai-festlighederne.

Hans Pedersen, var blevet 50 år, og han fik denne hilsen af bladet: ”Hans P. hører til de 93’ere, der gennem årene har været med til at bære klubben. Først som en strålende målmand på 1. holdet, senere gennem mange år som spilleudvalgsmedlem og bestyrelsesmedlem og nu igen – efter en lille pause – i spilleudvalget, parat til at lade de unge høste gavn af sine erfaringer”.

Michael Rohde. Klubben havde markeret Rohdes 70 års fødselsdag den 3. marts ved en reception i ’Pavillonen’. Lokalerne var fyldt til trængsel, gamle og unge mødte op. Der var taler af Julius Larsen (Julle) på sportsjournalisternes vegne, af Svend Spejder (=Knudsen, AB) på landsholdsveteranernes vegne, af Bjarne Eklund (på førsteholdets vegne).

Ungdomsafdelingens træner og leder var besat således i 1964: Ynglinge: Ernst Spiegelhauer og Erik Larsen. Junior: Halvor Larsen og Bent Schou. Drenge: Birger Petersen, Stig Kargaard og Jørgen Larsen. Lilleputter: Poul Zølck, Per Nielsen, Holger Larsen, Ole Jensen og Finn Jacobsen. Den mest markante ændring var, at Bengt Annemann var fratrådt pga. manglende tid, og erstattet af Birger Petersen, der tidligere havde været medlem af senior-spilleudvalget.

Legater. Jørn Larsens mindelegat, et sæt fodboldtøj, tilfaldt ungsenioren Nels Conrad Hansen. En fortjent anerkendelse og opmuntring til en prima 93’er. Emil Jørgensens mindelegat, to par støvler, tilfaldt Torben Klarskov Andersen og Jørgen Bom, to unge mennesker, der såvel på som udenfor banen lever op til de bedste 93-traditioner.

På Michael Rohdes 70 års fødselsdag overrakte han klubben en pengegave, som efter formandens skøn skulle bruges i ungdomsafdelingen. Formanden besluttede, at der for pengene blev indkøbt en pokal, der skulle bære Michael Rohdes navn og være evigt vandrende. Den skulle hvert år gives til anføreren på det hold i ungdomsafdelingen, der var bedst placeret ved turneringens afslutning. Ved afleveringen året efter, ville vedkommende modtage et miniaturebæger af den store pokal til erindring.

Nyt restauratørpar. Efter fru Jensens pludselig død i november sidste år, var restaurationen midlertidig passet af fru Quist. Havde fru Quist ikke været så hjælpsom og beredvillig, havde klubbens vanskeligheder været betydelige større. Det nye restauratørpar var herr Axel Petersen og frue.

Børge Christensen, kendt som Onkel Børge og/eller KBU-Børge havde lavet en liste over klubbens spillere, der havde optrådt på KBU’s udvalgte ynglingehold: Flemming Nielsen (2 kampe, 1951/52), Per Sørensen (1 kamp, 1951), Jørgen Jacobsen (2 kampe, 1951/52), Ole Jensen (1 kamp, 1952), Leif Petersen (1 kamp, 1956), Tommy Andersen (3 kampe, 1957), Bjarne Eklund (1 kamp, 1957) og Bernhard Deneke (4 kampe, 1960/61).

Dødsfald. Anthon Hansen, en af klubbens mest trofaste medlemmer, døde påskelørdag. Selvom alle vidste, at Anthon havde været syg længe, var det alligevel en overraskelse, at han døde. Anthon tog i mange, mange år, som medlem af B-spilleudvalget, det store slæb med at syne spillere og hjælpe overalt, hvor det var nødvendigt. Han kom altid farende på sin knallert, uanset om det var Sundby, Valby eller Hvidovre. Han levede sit halve liv for og med 93.


September 1964. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1964_3_300pxForsiden omhandlede arbejdet omkring indretningen af de nye lokaler i Stadiontribunen. Der var en lille skare af flittige medlemmer, der dagligt arbejdede på projektet, men formanden efterlyste yderligere folk. Man håbede på, at kunne være færdig inden 1. april 1965, med istandsættelse af det nye, rive det gamle klubhus ned og omlægge tennisbanerne, hvor det nye lejemål trådte i kraft.

Færøerne. Det var 14 år siden 1. holdet havde været på tur til udlandet (Jugoslavien i 1950). Turen var for de søstærke, idet der skulle sejles i to døgn med ’Tjaldur’ – hver vej Mygger. Invitationen skyldtes, at HB, Thorshavn kunne fejre sit 60 års jubilæum. Der blev spillet tre kampe på turen: B.36 Thorshavn (6-2), HB, Thorshavn (4-0) og mod et udvalgt hold fra Thorshavn (4-0). I den første kamp stillede B.93 med dette hold: Preben Fahrenholtz – Bjarne Eklund, Bengt Annemann – Svend Petersen, Kurt Arnskov, Jørgen Jacobsen – Jens Øhrwald, Jan Schubert, Niels Forsingdal, Bernhard Deneke og Tom Søndergaard. På bænken var: Lindy Olsen, Bengt Christensen, John Christensen og Per Jürgensen (søsyg). Turister på turen var de to skadede spillere, Walther Jensen og Bent Jørgensen. Træner var Knud Petersen, som var suppleret af lederne Viggo S. Jørgensen og G. Rode-Jepsen.

I medlemsbladet er et to siders referat af turen af ’B.N.’, som er vedkommende, der stod for hele arrangementet, og som fulgte truppen hele vejen. Tilsyneladende har han ikke deltaget i aktiviteterne efter mørkets frembrud (Ifølge efterfølgende udtalelser fra spillerne var det en hård tur på mange måder – og meget fornøjelig, red.).

Forårsturneringens afslutning. Som sædvanlig var der et minireferat fra 1. holdets kampe. Tilbagevenden til 1. division startede ikke for godt, efter ni kampe var det kun blevet til en sejr over Brønshøj (2-0) og tre uafgjorte. Vendepunktet kom i næstsidste kamp i foråret, hvor AGF i Idrætsparken blev besejret med 3-1. Sejren blev fulgt op med 2-2 i Esbjerg mod de forsvarende mestre. De tre første kamp i efteråret var mod B.1901 (4-2), Brønshøj (5-2) og B.1903 (3-1).

En opgørelse over 93’ere på KBU’s udvalgte juniorhold: Ove Bock (1942/43), Erik Øgaard (1942), Jørgen Holm (1942), Erik Larsen (1943), Palle Nielsen (1943), Bent Schou (1943), Axel Kørner (1944), Arne Rasmussen (1945), Svend ’Boston’ Nielsen (1945), Leif Sjøberg (1946/47), Per Buhelt (1947), Esben Kristoffersen (1948), Jørgen Jacobsen (1949/50), Flemming Nielsen (1950), Erik Bostofte (1956), Ole Gade Lorentzen (1958), Finn Jacobsen (1958), Knud Kristoffersen (1958), Bernhard Deneke (1959), Bent Olsen (1961) og Niels Lindholm Nielsen (1964).

Til listen over spillere på KBU’s udvalgte ynglingehold kunne nu tilføjes Niels Ole Bihlet (1 kamp, 1964). Den stærke centerhalf, Tom Andersen, var med som reserve, til gengæld blev han udtaget til en udtagelseskamp øst mod vest, d.v.s. en kamp mellem de 22 spillere, hvoraf Y-landsholdet skulle udtages.

Tennis, udendørs, DM, blev en triumf for klubben med tre mestre. Gitte Grage vandt damesinglen ved at besejre Inger Buchwald fra Hareskoven med 5-7, 6-2 og 6-1. Bente Vang Nielsen (B.93) vandt med sin moder Milly Vang Nielsen (HIK) damedoublen. I mixdouble vandt Lise Kaae Sørensen (B.93) sammen med Jan Leschly (KB). Og i øvrigt var Lise Kaae blevet viet til direktør Poul Hahn Evers (som var ud af en velhavende familie, Evers bolcher, red.).

Der må være gået noget galt med det nye restauratørpar, Axel Petersen og frue, for klubben indrykkede en annonce i Berlingske Tidende, gengivet i medlemsbladet, hvor man søgte et yngre par til pasning af baneanlæg og restaurationen, hvor man samtidig kunne tilbyde en nyopført bopæl, beskrevet som funktionærbolig med to værelser, to kamre, bad og centralvarme.


December 1964. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1964_4_300pxForsiden var endnu engang forbeholdt formanden Knud Rasmussen, der kunne glæde sig over, at 4. lilleput havde vundet rækken med en målscore på 106-8. Blandt spillerne var Ole Petersen, Ivar Roitmann og Allan Møller. Og så var der endnu en opfordring til alle om at give en hånd med i færdiggørelsen af de nye klubfaciliteter i Stadionbygningen.

Det var gået fornemt med 1. holdet i comeback sæsonen i 1. division, hvor det blev til en 8. plads med 22-6-6-10 og målscore 34-40. Ud rykkede AB og Brønshøj. Og så havde klubben endelig igen fået en A-landsholdsspiller i form af talentet Tom Søndergaard. Også 2. holdet klarede sig flot, idet de vandt Københavnsserien foran stærke KB. Det var første gang i 22 år, at B.93 vandt den prestigefyldte KS (det var før danmarksserien var opfundet, red.).

De to hold i årets sidste kampe var:

1. hold: Bent Jørgensen – Bjarne Eklund, Kurt Olsen – Niels Forsingdal, Leif Petersen, Jørgen Jacobsen – Tom Søndergaard, Svend Petersen, Arvid Christensen, Bernhard Deneke og Lindy Olsen.

2. hold: Preben Fahrenholtz – Bengt Annemann, Preben Larsen - Flemming Mathiesen, Kurt Arnskov, Bent Olsen – Jens Øhrwald, Jan Schubert, Eugen Pedersen, Robert Fugger og Bengt Christensen.

Ungdomsafdelingen. I den nye sæson havde Halvor Larsen meldt fra pga. manglende tid, han skulle bygge nyt hus. I stedet var Bengt Annemann vendt tilbage til ungdomsarbejdet, så han overtog Halvors plads i juniorafdelingen. De øvrige trænere var fortsat: Ernst Spiegelhauer (ynglinge), Birger Petersen (drenge) og Poul Zølck (lilleput). Der var tilmeldt to hold mere end sidste år, så status var: Ynglinge (4 hold), Junior (4 hold), Drenge (5 hold) og Lilleput (4 hold).

Børge Christensen var indtrådt i klubbens ungdomsudvalg, hvor han sammen med Preben Kargaard, skulle være ungdomstrænerne behjælpelig i det direkte arbejde afdelingerne imellem og udadtil.

Berømtheder på anlægget. Den tidligere 1. holdsspiller, Flemming Nielsen, der nu var professionel i Atalanta, benyttede sommerpausen til at lave målmandstræning med Bent Jørgensen. Træningen blev overværet af en stor del af ungdomsafdelingen. En anden kendt person holdt også sit indtog på B.93. Det var Dirch Passer, som en ungdomstræningsaften gik ud og viste, hvordan man flugter og brager en bold i kassen. Han rammer sin bold eventyrligt godt.


Februar 1965. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1965_300px

I lighed med de senere år udkom der fire medlemsblade, alle på omkring 12 sider. Ansvarshavende redaktør var fortsat G. Rode-Jepsen, som i staben havde Ole Mobeck, Preben Kargaard og Sode-Pedersen (tennis). Endnu engang havde formanden Knud Rasmussen fået ’plantet’ sin leder på bladets forside. Formanden benyttede lejligheden til en afskedshilsen til den gamle røde pavillon med tilbygninger, der stod foran nedrivningen: ”Den flotte pavillon, klubbens stolthed – klubbens ejendom engang rejst af gode 93’ere som noget nyt og meget elegant. Ak ja, tiden går – farvel du gamle ven og tak for alt godt”. Således lød formandens nekrolog. Der var også afsked med klubbens legendariske opsynsmand, Johnsen, der dog havde lovet at hjælpe til med anlæg af de nye tennisbaner. Til gengæld var der velkomst til ungarske Josef Kovats, der skulle være ny førsteholdstræner.

Afslutningsfesten for divisionsholdet var traditionen tro blevet afholdt i Nims selskabslokaler (12. december). Udover 1. holdet deltog, bestyrelsen, æresmedlemmer, spilleudvalg, samtlige trænere. Også 2. holdet deltog, idet de havde vundet Københavnsserien. Alle var inviteret med damer, så det var en større forsamling, der blev ledet af K. Kaae Sørensen som ordstyrer og arkitekten (Viggo Jørgensen) som arrangør. Årets spiller blev myre flittige Niels Forsingdal, der fik overrakt ’Beckers skål’. Selv kunne advokat Becker ikke deltage pga. et alvorligt færdselsuheld.

Aktuelts store indendørsstævne i Idrætshuset var afholdt mellem jul og nytår. Drengeholdet nåede frem til finalen, hvor det blev til et nederlag mod B.1903 med 2-3, efter forlænget spilletid. Holdet var: Henrik Juul, Hans Christan Boserup, Kurt Mortensen, Kaj Birger Mortensen, Stig Vibæk Jensen, Finn Pedersen og Eyvind Larsen.

Tennis, DM, indendørs i HIK. Det blev et arrangement med mange brokkerier, som Henrik Grage i medlemsbladet formulerede således: Hovedårsagen til, at vore hjemlige turneringer så ofte halter, må søges hos spillerne selv. Hos disse burde en ledelse kunne finde langt større hjælpsomhed og beredvillighed, når der f.eks. skal udpeges dommere og linjedommere. En så selvfølgelig ting som at være på banen til tiden bliver langt fra overholdt, og begynder man at scratche spillere for denne overtrædelse, ville en turnering meget hurtig blive affolket. Det er på tide, det går op for deltagerne, at det er for deres egen skyld et spilleudvalg pukler for at få alt til at klappe”. Det eneste mesterskab B.93 fik, var i damedouble, hvor Gitte Grage vandt sammen med Pia Balling (HIK).


April 1965. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1965_2_300pxForsiden var igen forbeholdt formanden Knud Rasmussen, der kunne meddele, at der ville blive indvielse af de nye lokaler på klubbens fødselsdag, den 19. maj. Der havde været 120 medlemmer, der havde deltaget i arbejdet med istandsættelsen af de nye lokaler. Hovedparten var udført af 10-15 mand, og det var disse gengangere, der havde trukket det store læs. Arbejdet skrider frem alene, fordi en mindre kreds af fodboldafdelingens medlemmer plus en enkelt(!) tennisspiller udfører et beundringsværdigt arbejde.

Generalforsamlingen var blevet afholdt den 24. februar i ’Karnappen’ i overværelse af 165 medlemmer. Til dirigent valgtes, landsretssagfører Helge Hassel. Formandens lange beretning blev gengivet i medlemsbladet. Ombygningen, ledet af arkitekt Viggo Jørgensen, var den største præstation, der var udført af 93’ere i formandens tid i klubben. Kommunens krav om, at en frivillig arbejdsydelse skulle være ca. DKK 80.000,- var for længst omfyldt. Regnskabet udviste en stigning i indtægterne med 31% (1. division), men da udgifterne var steget med 37% (ombygningen), blev overskuddet kun på DKK 3.000,-. Nyvalgt for tennis blev Poul Christensen, der kom ind i stedet for Sode-Petersen, der trak sig. Forinden havde Knud Rasmussen beklaget, at ingen fra tennis havde magtet, at varetage posten som baneinspektør efter Hye-Knudsen blev gået sidste år.

Dirigenten Helge Hassel sluttede årets generalforsamling af med at sige: ”Det er blevet kedeligt at gå til generalforsamling. I gamle dage lå der måneders arbejde forud for oppositionen, og der måtte ofte skriftlig til. Det er ikke for at sige noget ondt om bestyrelsen, men der er for mange gamle nisser, og vi må se at få noget mere liv i indlæg og valg. Jeg synes, det er sløjt, at der ikke kan skaffes fire medlemmer til et B-spilleudvalg (fodbold) – det er for ringe”.

Ungdomsafdelingen. Leder og cheftræner for 1965: Ernst Spiegelhauer (ynglinge), Finn Jacobsen (junior), Birger Petersen (drenge) og Poul Zølck (lilleputter). Det var meningen, at Bengt Annemann skulle have været juniortræner, men han sagde i stedet for ja til et trænerjob på Færøerne. Til ny træner valgtes i stedet Finn Jacobsen, bror til 1. holdsspilleren Jørgen Jacobsen, selv adskillige kampe på udvalgte ungdomshold og 1. holdsspiller i B.93, til en knæskade sagde stop. Finn havde bestået DBU’s kurser 1 og 2.

Ny opsynsmand og ny restauratrice. Bestyrelsen havde været så fremsynet, at de to poster var besat af et ægtepar, nemlig Hans og Jytte Petersen. Parret fik bopæl i den nydelige ’bungalow’, der lå for enden af det nye tribuneområde. Og hvilket hyggeligt hjem de havde fået – tip top moderne og virkelig godt indrettet: Stor opholdsstue – dejligt soveværelse – to børneværelser – moderne køkken – og fikst lille badeværelse. Kan man forlange mere – i disse tider, hvor boligproblemet rider alle som en mare. Arkitekten (Viggo) burde prisbelønnes. Hans og Jytte kom fra Dybbøl i Sønderjylland. Hans havde været typograf i 20 år. Parret kom fra et job som bestyrerpar ved Dybbøl Forsamlingshus.

Legater. Jørn Larsens mindelegat, spilletøj der skulle tilfalde en ungsenior, blev tildelt den unge lovende målmand, maleren, Ove Nielsen, der i øvrigt var ret aktiv omkring indretningen af de nye klublokaler. Emil Jørgensens mindelegat, to par fodboldstøvler, tilfaldt Claus Olsen og Hans Christian Boserup, dygtige backs i juniorafdelingen.


Juni 1965. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1965_3_300pxDet havde lunet var overskriften, som henviser til divisionsholdets sidste kamp i foråret, som ganske meningsløst blev tabt 0-1hjemme (Idrætsparken) mod B.1909, som sammen med B.1901 og B.93 sloges om, at undgå de to nedrykningspladser. I bundkampen mod B.1901 (0-0) fandt BT, at kampen var for dårlig til, at man ville bruge spalteplads til det sædvanlige referat. Det gav nogle syrlige kommentarer fra formanden. Det var nok derfor, at lederen sluttede af med. ”Eftertryk selv i uddrag forbudt”. Aftalen med Hans og Jytte Petersen var gået i vasken, så Børge Wingaard var midlertidig inspektør og fru Hansen passede restaurationen.

Overlæge Tage Jørgensen (B.93-Svendborg-B.93) havde gennemgået fodboldreglerne meget nøje, og kunne pege på en masse uklare formuleringer i fodboldlovene, som var bragt i tidsskriftet ’Fodbolddommeren’. En gengivelse af artikler fyldte to sider i medlemsbladet.

Medlemsbladets Ole Mobeck havde samlet tre af de bærende kræfter omkring ombygningen, nemlig Ernst Spiegelhauer, Børge Petersen og Ove Bock til en rundbordssamtale. Det håndgribelige arbejde blev påbegyndt 31. marts 1964, hvor nedrivningen og fjernelse af de daværende keglebaner fandt sted. Vi forsøgte at føre en statistik over hver isærs arbejdsindsats – og det viser sig, at vi tilsammen har brugt ca. 8000 timer. Spiegelhauer og Børge P. havde udført snedkerarbejdet – og Ove Bock havde stået for de elektriske installationer. De tre eksperter roste ynglingespillerne, der efter endt træning var ualmindelige flinke til at hjælpe med det store oprydningsarbejde (selv tak, red.).

Indvielsen af de nye lokaler fandt sted den 19. maj, altså på klubbens fødselsdag (72 år, red.). Bryggeristrejken samt det manglende opsynsægtepar gjorde, at bestyrelsen så hen til dagen med en vis skepsis, men vin og kager erstattede den manglende øl, og smukke unge fruer beværtede gæsterne. Desværre var det pivende koldt under selve indvielsesceremonien, der foregik udendørs. Formanden, der jo har haft et formidabelt slid med hele projektet og dets finansiering og arkitekt Viggo Jørgensen, der har haft om muligt endnu mere at se til, bød velkommen. Der havde været ca. 125 mand i arbejde, heraf havde 100 medlemmer tegnet sig for 1800 timer, 15 mand havde tegnet sig for 1000 timer og de sidste 12 havde tegnet sig for 5000 timer.

Klubbens bestyrelse havde besluttet, at indstifte en ’B.93 guldnål’, som blev kaldt frem i orden efter arbejdstimer, således man sluttede af med manden med flest timer. Hædersfolkene var: Villy Carlson, Walther Zingenberg, Leif Holm, John Andreasen, Laurits Larsen, Erik Holm Larsen, Knud Hansen, Børge Petersen (maler), Ove Bock, Børge Petersen (snedker) og med flest arbejdstimer Ernst Spiegelhauer. Den 12. der skulle have guldnålen var naturligvis, arkitekten bag det hele, arkitekt Viggo Jørgensen, der udover guldnålen også modtog en guldring på ringbærernes vegne. Der var yderligere tre der modtog hæderstegnet, nemlig Knud Børge Overgaard, Poul Hirth og Kai Kaae Sørensen, der alle havde udmærket sig med at stille gratis arbejde til rådighed.

For en gang skyld var der billeder i medlemsbladet. Her var et gruppebillede af ovennævnte 12 (plus tre) sammen med nogle af de andre 15 med mange timer, nemlig: Henning Plambeck, Birger Petersen, Jørgen Hammeken, Ove Nielsen (maler), Stig Kargaard, Erik Baagøe, Per Nielsen, Egon Petersen (Posten), Tage Jørgensen og Leif Holm.

Under indvielsen traf medlemsbladets redaktør, den 75-årige tidligere kontorchef Axel Olsen, der som 14-årig var med til indvielsen af det gamle klubhus ’Pavillonen’. Under indvielseskampen havde bolden ramt ham så hans stråhat røg af – ja, en sådan brugte man altså dengang som 14-årig. En ting Axel Olsen ville savne, var stenen til I. C. Gandils minde, men han fandt dog trøst i, at relieffet med inskription blev anbragt på trappen, så den kunne blive set af mange (hænger nu i indgangsparti på Slottet, red.).


Oktober 1965. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1965_4_300pxForsiden kunne meddele: Nu kniber det. Efter foråret lå B.93 tredjesidst. Efteråret havde i de første seks kamp kun indbragt to point, det var til gengæld ude mod de forsvarende mestre B.1909 (3-0). Tre store nederlag mod Vejle (1-7), AaB (0-5) og Hvidovre (0-5) gav ikke anledning til optimisme.

Det så bedre ud med 2. holdet, der lå på en 4. plads i Københavnsserien. Fra 1966 var indført et nyt begreb, nemlig Danmarksserien. Som den eneste lokalunion mente KBU ikke, at 2. hold kunne spille i DS. Og i øvrigt lå det ikke klart hvor mange hold fra hver lokalserie, der rykkede op i DS. KBU’s bestyrelse blev nedstemt, så de fire bedste 2. hold rykkede op i DS. Desværre blev B.93 kun nummer fem.

Ynglingeholdet havde været på tur til Kiel i juni måned med Preben Kargaard som leder og Ernst Spiegelhaueer som træner. Truppen bestod af: Jørgen Birkmose, Tom Davidsen, John Fensdal, Ole Johansen, Svend-Erik Jensen, Bo Vibæk Jensen, Hans Paulander (Jørgensen), Søren Kargaard, Torben Klarskov, Flemming Petersen, Jørgen Petersen (Luffe), Henning Plambeck, Ib Lohmann og Henrik Østerbye. Der blev spillet 2 x 20 minutter. B.93 var i pulje med Holstein-Kiel (0-0), Lyn, Oslo (0-0) og Neumünster (3-0), hvilket betød en 2. plads. Derved skulle ynglingene spille bronzekamp mod Esbjerg fB (1-0).

Tennis, klubmesterskaber, udendørs. Herresingle blev vundet af Henrik Grage, der slog Arne Lund sikkert 6-4, 6-4 og 6-1. Damesingle blev vundet af Henriks søster Gitte Grage, der nu hed Gitte Ejlerskov Hansen, der slog Lis Kaae Sørensen med 7-5, 3-6 og 7-5. Arne Lund og Henrik Grage vandt herredouble, Arne Lund og Inge Nielsen vandt mixdouble. Der blev tilsyneladende ikke spillet damedouble.


Januar 1966. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1966_1_300pxDet traditionelle minireferat af divisionsholdets kampe, var denne gang om de sidste kamp i 1965, som var mod: AaB (0-5), Hvidovre (1-5), AGF (2-2), B1903 (1-2), Frem (1-3), Esbjerg (1-2) og B1913 (0-3). Det gav i alt beskedne 11 point i de 22 kampe, og betød nedrykning sammen med B.1901 (8 point).

P. T. Jørgensen, klubbens næstformand, bankfuldmægtig, fyldte 60 år. Hvad hans forbogstaver stod for skulle åbenbart være en hemmelighed, fornavnene har aldrig stået i medlemsbladet (løsningen er Poul Tage, red.).

Diverse statistikker udarbejdet af Georg Lorentzen.

Nyt fra ungdomsafdelingen. Årsberetning fra lilleputafdelingen, hvor ’cheftræneren’ Poul Zølck takker for de mange hilsner under hans sygdomsfravær.

Tennis. Indendørs DM 1966 for juniores og ynglinge, som var afholdt de første fem dage i året i B.93’s tennishal. Ingen mesterskaber til klubben. Beretning fra den årlige Shell-turnering (1965), som var en handicapturnering.












April 1966. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1966_2_300pxReferat fra generalforsamlingen i ’Karnappen’ i Niels Hemmingsensgade, dirigent LRS. Helge Hassel, formand Knud Rasmussen. Til formandsberetningen var der kommentarer fra Svend ’Boston’ Nielsen, Knud Petersen, Børge Christensen og den 19-årige Torben Klarskov, der foreslog indført en støtteforening efter engelsk model. Og traditionen tro takkede ’tissemanden fra Nyhavn’, Anker Sørensen for beretningen. Anna og Emil Jørgensens legat blev tildelt Claus Olsen og Hans Chr. Boserup.

Interview med P. T. Jørgensen, næstformand emeritus, netop fyldt 60 år, ligelig interesse mellem fodbold og tennis, medlem af bestyrelsen i 21 år og chefredaktør af medlemsbladet i små 10 år. Hans tre største ønsker var; et udendørs ur på anlægget, et klublogo på anlægget og et præmieskab i det nye klubhus.

Oversigt over de nye kontingentsatser. Fodbold og cricket 120 kroner årligt (senior), 60 kroner (ynglinge) og 30 kroner (juniorer). Tennis 160 kroner (senior), 90 kroner (under 18 år) og B-abonnenter 100 kroner (måtte kun spille til kl. 16:00). Passive medlemmer 30 kroner årligt.

Træner for 3. – 4. og 5. holdet var Herluf Vinblad Nielsen. Og i ungdomsafdelingen er lederne: Ernst Spiegelhauer (ynglinge), Birger Petersen (junior), Stig Kargaard (drenge) og Poul Zølck (lilleputter).









August 1966. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1966_Ny_3_300pxMinireferat fra forårets kampe i 2. division mod B.1901 (1-2), Brønshøj (1-1), Randers F. (1-1), Viborg (1-4), Frederikshavn (2-0), Ikast (0-1), Næstved (1-0), Odense KFUM (1-2), Vanløse (0-0), OB (5-1), Horsens (1-5) og forårets sidste kamp, hvor B.93 vandt med gigantcifrene 8-0 i Viborg, som man et par måneder tidligere havde tabt med 1-4 til i pinsekampen i Idrætsparken.

Oversigt over ungdomsholdenes resultater for de fire ynglingehold, fire juniorhold, fem drengehold og fire lilleputhold. Ved DBU’s landsjuniorstævne deltog målmanden Henrik Juul på KBU-holdet der vandt stævnet. På skolelandsholdet var B.93 repræsenteret af Jens Kolding som c.f. og Finn Nielsen som h.i.w.

Redaktionen beklagede, at man ikke havde kilder der kunne oplyse om runde fødselsdage, hvorfor man med tilbagevirkende kraft lykønskede Olaf Lindstrøm (80 år), Helge Hassel (70 år) og Gunnar Samson (60 år).

Tennis, ungdom havde besøgt venskabsklubben OB sidste år, nederlag 4-6. Fynboerne havde været på genvisit, og B.93 fik revanche med en tilsvarende sejr på 6-4. Søndag tog holdene til fodbold i Vanløse Idrætspark, hvor de så B.93 vinde ret sensationelt med 5-1 over netop OB.

Dødsfald. På klubbens fødselsdag 19. maj, Kr. Himmelfartsdag, mistede klubben Stig Vibæk Jensen, en talentfuld teknisk spiller på 1. drenge. I en turneringskamp fik han et harmløst spark over benet, som medførte at en splint havde dødbringende virkning. Et stort chok for hele klubben, ikke mindst for hans storebror Bo Jensen, der året før havde spillet på 1. ynglinge.



November 1966. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1966_300px

Nu må der ske noget… var overskriften på en artikel skrevet af Preben Kargaard. Diskussionen gik på, at B.93 fik for lidt ud af sine talenter i ungdomsafdelingen. En anonym tidligere førsteholdsspiller havde startet debatten.

Årets fem debutanter Tom Andersen, Leif Kronholm, Finn ’Ludo’ Jensen, Bjarne Olsen og Jørgen Birkmose var omtalt, hver for sig og med profilbillede. En tradition som hen ad vejen desværre ikke er fortsat, nok pga. udviklingen med mange klubskifter, som eksploderede med indførelsen af betalt fodbold i 1978.

Michael Rohde i samtale med Preben Kargaard i ’det lille interviewe’ under overskriften ’En sludder med en af de store’.

Tennistræneren, den populære Kozeluh, kunne 1. oktober fejre 35 års jubilæum som træner i B.93.


















Februar 1967. medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1967_300px

På forsiden redegør formanden Knud Rasmussen for klubbens trængselstider med dårlig økonomi og divisionsholdets svigtende resultater. Han slutter med ordene: ”Vi er en del, der har været her længe, måske længere end rimeligt er, både for klubben og os selv –”.

Divisionsholdet holdt afslutningsfest, der som året før, blev holdt i klubbens egne lokaler i Stadionbygningen, det gør sammenkomsten mere intim og hyggelig. Udover spillerne deltog bestyrelsen, spilleudvalget, trænere m.fl. – alle med damer. Formanden overrakte ’Becker-Skålen’ til anføreren Bernhard Deneke, som var kåret til årets spiller. En særlig fighterpokal tilfaldt John Christensen, bedre kendt som Chesmann.

Indendørs DM i tennis blev afholdt i B.93’s tennishal. Lone Vandborg tabte singlefinalen til Pia Balling efter en tæt kamp. Lise Kaae Evers (Sørensen) gik formentlig glip af to mesterskaber i DD og MD, da hun måtte trække sig med en knæskade. Turneringslederen Ivan Fogt fik en udfordring, da Jørgen Ulrich i finalen mod Jan Leschly ved stillingen 10-8, 8-10 trak sig, fordi han ikke mente han havde fysik til at spille tre sæt, når han også var i finalen i HD og MD.

Der udkom kun dette ene medlemsblad i 1967. Der skulle gå 11 måneder før næste medlemsblad udkom.









Januar 1968. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1968_Ny_1_300pxDer var gået 11 måneder siden sidste medlemsblad udkom. Den mangeårige redaktør Rode-Jepsen, havde allerede i efteråret 1966 meddelt bestyrelsen, at han ikke ønskede at fortsætte som redaktør. Han havde ladet sig overtale til, at udsende et blad af hensyn til generalforsamlingen i 1967, og nu igen i 1968.

I lederen kunne formanden Knud Rasmussen konstatere, at divisionsholdet var tæt på, at rykke op i den bedste række, men det glippede i den sidste kamp i Silkeborg. Efter sæsonen havde holdet – ikke uventet - mistet Tom Søndergaard, der var blevet professionel i Østrig. Et stort tab for B.93 og landsholdet. Den hårdt trængte bestyrelse havde valgt at tage et år mere af nød, idet det ikke synes at være et eftertragtet job at være bestyrelsesmedlem eller formand hos os, udtalte Knud ’Ras’.

Ungdomsafdelingen blev ledet af: Ernst Spiegelhauer og Poul Wennecke (ynglinge), Henrik Lindholm, Erik Holm Larsen, Kell Hansen og Stig Kargaard (juniores), Poul Zølck, Øhrvald og Max Buus (drenge), Børge Christensen, Torben Klarskov, Jørgen Ritnagel og Lethan (lilleputter) og endelig Pichot (puslinge). Som træner og leder for hele ungdomsafdelingen var indgået en treårig aftale med Knud Petersen.

På udvalgte KBU-hold var klubben repræsenteret af: Kenn Hansen (ynglinge). Til landsjuniorstævnet i Brande var der hele fire fra B.93, nemlig Henrik Juul, Ejgil Roland Petersen, Carsten Hansen og Finn Pedersen. Til Hafniaden, som blev afholdt i Danmark i anledning af Københavns 800 års jubilæum, deltog ved et stævne i Herning, såvel Henrik Juul som Finn Pedersen. Resultaterne: København – London 1-2 og København – Moskva 1-1.

Ynglingeholdet, under ledelse af Kurt Arnskov og Helmut Schøn, deltog i Kieler-Woche i juni måned. Holdet spillede mod S. F. Siegen (0-1), Kiel (1-2), Stabæk (1-0) og det lokale hold PKB (1-2 efs.), og blev nummer seks ud af otte hold. I kampen mod Kiel reddede Boserup på stregen, men sparkede bolden lige ud i hovedet på Jørgen Madsen, og derfra røg den i eget net (det blev ikke sidste gang i karrieren, at Boserup blev dybt involveret i et selvmål, red.). Spillerne på turen var, og nu nævnes de i fuldkommen vilkårlig rækkefølge: Bjarne Jensen (målmand), Finn Nielsen, Henning Christensen, Jan Rene Pedersen, Torben Palkin, John Falken, Max Buus, Jan Wennecke, Steffen Hansen, Jørgen Madsen, Palle Niemann, Hans Chr. Boserup og referenten ’JJ’ (må være Jørgen Jørgensen, red.).

Tennis: Redaktøren beklagede, at der trods gentagne løfter ikke var ret meget tennisstof. Vi skulle jo gerne have haft DM for seniores, klubmesterskaber og ikke mindst Shell-turneringen med, men det må vente til formandens beretning på generalforsamlingen.

Klubbens 75 års jubilæum stod for døren. Det var tanken, at afholde jubilæumsfesten i Håndværkerforeningen, hvor 60 års jubilæet var afholdt. Det var en forudsætning, at der var forhåndstilmeldinger nok, så medlemmerne opfordredes til, at aflevere en slip på kontoret inden generalforsamlingen 26. februar, som afholdtes i ’Karnappen’.


August 1968. Medlemsblad. Redaktør: G. Rode-Jepsen

1968_300px

Formanden Knud Rasmussen besad som sædvanligt forsiden. Jubilæet er vel overstået var overskriften – en dejlig dag for B93. Han var bekymret for divisionsholdets placering i 2. division. Knud ’Ras’ roste de spillere som havde trænet i sommerpausen, men hæftede sig samtidig ved dem, som havde holdt en rigtig lang ferie (B.93 rykkede ud, og var for første gang helt nede i 3. division, red.). Der blev opfordret til, at medlemmerne betalte deres kontingent; det er så besværligt med restancer, og det koster så meget at skulle rykke og føre notater frem og tilbage. Så er det i øvrigt indskærpet restaurationen, at der ikke må gives kredit!

Bladet på 12 sider indeholder af naturlige årsager en del omtale af 75 års jubilæet, som startede med standerhejsning kl. 08:00. Der var reception kl. 10:00 på anlægget. Blandt de mange gaver var et maleri af det gamle klubhus, malet af Niels Erik Esmann. Maleriet kan nu fortælle kommende slægter, hvor det hele begyndte. Den eftertragtede – men kun til få givne – 93-ring tildeltes Ernst Spiegelhauer og Hans Pedersen. Et guldemblem blev tildelt Lise Kaae Evers (Sørensen), Erik Becker, Børge Christensen, Verner Christensen, G. Rode-Jepsen, Jørgen Jacobsen, Sode Petersen og Leif Rønnow.

Om eftermiddagen – inden aftenes jubilæumsfest - spilledes to kampe i Idrætsparken, første spillede et oldboyshold fra B.93: Ove Jensen – Knud Petersen, Ernst Spiegelhauer – Leif Rønnow, Poul Andersen, Jørgen Hammeken – Henry Salomonsen, Jørgen Jacobsen, Leif Bergqvist, Halvor Larsen og Martin Kristensen (KB). Holdet tabte 0-1 (John Hansen) til et hold fra Stævnet.

Efterfølgende spillede 1. holdet: Bent Jørgensen – Hans Jørgensen (Paulander), Tom Andersen – Erling Bøje, Bernhard Deneke, Leif Kronholm – Mogens Frederiksen, Flemming Nielsen, Erik Rønnow, Tom Søndergaard (Rapid Wien) og Arvid Christensen. Modstanderen var svenske Landskrona, og den underholdende kamp sluttede 3-3, efter debutanten Hans Jørgensen havde udlignet med et kanonskud sidst i kampen.

Festen i Håndværkerforeningen var refereret af Sode (Kaj Sode-Pedersen, red.) fra tennisafdelingen, som stadig er en flittig – og populær – tennisspiller på Svanemølleanlægget. Hovedtalerne var Vilhelm Skousen (DBU), Claes Munk af Rosenschöld (Landskrona), Børge Schmidt (overborgmester) og Sigvard Munch (fhv. overborgmester). Toastmaster var Willy Jacobsen, der sad i bestyrelsen for tennis (1956/61).

Klubbens statistikker Georg Lorentzen bragte en side med statistikker over modstandere siden 1896, resultater siden 1936 og kampe i DBU’s pokalturnering siden starten i 1954/55. Et par sider længere henne kunne man læse, at Lorentzen var død. I B93-bogen ’Michael Rohde – og alle de andre’, der udkom i 2008, kunne man læse, at Georg Alexander Lorentzen var født 22-05-1887 og døde som 81-årig den 10-06-1968. Heldigvis overlod familien Georgs omfattende materiale til klubben. Det blev så fundet af hans ’efterfølger’ (Palle Banks, red.) 30 år senere, gemt væk i nogle tilfældige papkasser oppe på loftet på ’Slottet’, efter forinden at have opholdt sig i kælderen under tennishallen fra overleveringen.

Tennis bragte resultaterne af klubmesterskaberne. Dog var damesinglen endnu ikke afgjort. Henrik Grage vandt herresinglen over Arne Lund. Indlægget sluttede med et hjertesuk fra turneringsledelsen: ’Der er alt for mange afbud og forbehold’!!! Som et led i jubilæet havde tennis besøg af et hold ungdomsspillere fra N.T.K., Nordstrand fra Oslo.

Referat fra generalforsamlingen i ’Karnappen’, hvor der som sædvanligt var et pænt fremmøde, denne gang 160 medlemmer. I årets løb (1967) var følgende døde: Poul Groes (æresmedlem), Ejner H. Hansen (1 A-landskamp), Laur. Larsen, S. A. Erichsen, H. Larsen og Bournemann Nicolaisen. Der var skift på kassererposten, hvor Henrik Lindholm afløste E. Hye-Knudsen.


Januar 1969. Medlemsblad. Redaktør G. Rode-Jepsen

1969_Ny_1_300pxDet blev det sidste medlemsblad (ud af 53) med G. Rode-Jepsen som redaktør. Gunnar som han hed, men ikke kaldte sig, havde været redaktør gennem to perioder 1954/57 og 1961/69, så han havde aftjent sin værnepligt. Rode-Jepsen optrådte ved siden af som sekretær for bestyrelsen, og det var før der var elektriske skrivemaskiner, telefax, internet, e-mail og tekst-tv.

Overskriften på formanden Knud Rasmussens leder, var ’75 år – 3. division ... men spillet går videre’. Divisionsholdet var for første gang helt nede i den tredjebedste række, hvilket sportslig dyk for den gamle hæderkronede klub. Som ny træner efter Bengt Annemann, havde man hyret 43-årige Erik Dennung. Et af klubbens æresmedlemmer Harald Waagepetersen var fyldt 85 år, og i den forbindelse var der et notat i Berlingske Aftenavis, der hæftede sig ved, at han havde spillet tennis i 73 år og i hallen siden den blev bygget i 1912.

Det dybe fald, var overskriften på en gennemgang af efterårets kampe, både for førsteholdet og den øvrige seniorafdeling. Man kunne glæde sig over, at 2. holdet vandt KS (pulje B), og derfor skulle spille mod Skjold, der havde vundet pulje A (som kun var for førstehold), om oprykning til DS (indstiftet i 1966). Det blev til nederlag over to kampe mod lokalrivalerne Skjold med de målfarlige brødre Mogens og Flemming Jørgensen (2-3 og 0-0). Men holdet fik en ny chance mod St. Merløse, der var blevet nummer to i Sjællandsserien. Her gik det bedre, hjemmesejr 2-0 og 1-1 ude gav adgang til DS.

Ungdomsafdelingen uddelte for første gang en pokal til en spiller, som havde udvist godt spil, god opførsel på og uden for banen samt havde ledt og vejledt sine kammerater. Modtagerne blev Ole Rojas (lilleput), Ole Petersen (drenge), Find Juhl Jensen (junior) og Bent Plambeck (ynglinge) – alle fire nogle der også markerede sig i klubben da de blev senior, ros til Børge Christensen for valgene.

Interview med den nye træner Erik Dennung.

Ved en beskeden afslutningsfest for 1. og 2. holdet blev Becker-skålen, tildelt 1. holdets strålende fighter Flemming Mathisen.

Nekrolog over Carl Clemmesen, der var kommet fra ØB ved årets start, og havde været fast på 2. holdet. ’Clemme’ døde dagen før den afgørende kamp i St. Merløse. Det skete efter en arbejdsulykke i en kornsilo i Glostrup.

Nekrolog af Sode over tennisspilleren Arne Lund, der kun blev 25 år. Han havde været medlem af klubben, siden han var barn. Arne var et stort talent, der vandt fem DM’er som ynglingespiller. Som senior vandt han i 1968 DM i mixdouble sammen med Gitte Grage/Ejlerskov. På singlesiden var han oppe imod navne som Kurt Nielsen, Jan Leschly, Jørgen og Torben Ulrich. Arne var også en habil fodboldspiller på 3-4. holdet. Han var ualmindelig rar, og der bliver stadig talt om ham – også i fodboldafdelingen. Hans død kom som lyn fra en klar himmel, ingen fattede han var væk.



Marts/April 1969. Medlemsblad. Redaktør: Ole Klarskov (ny)

1969_Ny_2_300pxDer var skiftedag på formandsposten, hvor Knud Rasmussen efter 14 år i førersædet, blev afløst af Ove Jensen. Herudover var der udskiftning af hele syv øvrige bestyrelsesmedlemmer.

Stort interview med den nye formand, den tidligere 1. holdsmålmand (og landsholdsmålmand) Ove Jensen, der selv havde været med i en gruppe sammen med Preben Kargaard og Svend Aage Østerbye, der skulle finde nye folk til bestyrelsen. Som formandsemne havde man Uffe Josephsen, men da denne blev engageret i Helsingør IF, skulle man finde et andet emne, og det endte så med at blive Ove.

Der var også skiftedag hos medlemsbladet, hvor den nye redaktør blev Ole Klarskov, der i redaktionen havde sønnen Torben, Jørgen ’Skolelærer’ Nielsen, Preben Kargaard, Palle Schjødtz og Stig Sonne Holm. Det var en modig redaktion, allerede i første nummer var det gammelkendte format A4, ændret til en noget mindre størrelse.  

Støtteforeningen ’B.93’s venner’ var stiftet den 18. februar 1969 på klubbens generalforsamling. Allerede på stiftelsesdagen kom der kr. 4.155 i den tomme kasse, som blev varetaget af initiativtageren Torben Klarskov. Det gav blod på tanden, og allerede den 19. marts blev afholdt et sportsshow i Idrætshuset, hvor trækplasteret var det mangeårige medlem, skuespilleren Dirch Passer, der altid var klar til at hjælpe klubben.

Et nyt punkt i bladet var to sider med overskriften ’Vore unge’. Siderne var redigeret af det nye ungdomspanel, som bestod af Ole Juul og Thomas Andersen. De kunne ikke forstå, hvorfor man skulle spille træningskampe helt ude på landet mod hold som Ballerup og Lyngby, det var dyrt i transport og tog lang tid.


Maj/Juni 1969. Medlemsblad. Redaktør: Ole Klarskov

1969_300px

Forsiden viser Dirch Passer i Idrætshuset i fuld gang med at opføre ’den russiske klovn’. Vennernes arrangement var en stor succes med fuldt hus, 1100 tilskuere. En stolt formand Ove Jensen bød velkommen, og gav mikrofonen til den kendte speaker Erik Gutheil. Der var badminton med bl.a. Flemming Delfs og håndbold med Knud Lundberg, Mogens Cramer, Max Nielsen, vildmanden Palle Nielsen og vor egen Jørgen Petersen, der på det tidspunkt blev betegnet som verdens bedste. Dirch måtte også på gulvet, da ’Stjerneholdet’, som han var en del af, med Henry Salomonsen, Per Henriksen og Flemming Nielsen skulle spille et par kampe. Bokseren Tom Bogs viste sit træningsprogram. Overskuddet blev på 12.000 kroner.

Fodboldafdelingens forårsstart blev gennemgået af John Andreasen, der var formand for A-spilleudvalget. Konklusionen var ’Alt i alt mener jeg at vor optimisme er velbegrundet’.

Så var der løberen der vandt 110 meter hæk, men desværre boede han i lejlighed.

Rubrikken ’Vore unge’ var indskrænket til kun en side, og halvdelen bruger Torben Klarskov til, at svare de unge på deres indlæg i sidste nummer.

Oldboys havde været på en tur til USA i Påsken. Referenten på turen Leif Holm gav et udførligt referat på tre sider. Holdet med Kai Orla Jensen og Aage Nørgaard blev ved ankomsten til New York modtaget af Mogens Thomsen og den kendte 93’er Leif Clemens Pedersen (som nu bor på Sct. Croix, red.).







August/September 1969. Medlemsblad. Redaktør: Ole Klarskov

1969_Ny_4_300pxStjerneholdets festlige optakt til midsommerfesten. Overskriften hentydede til endnu et succesfuldt arrangement af ’B.93’s Venner’. På klubbens anlæg var arrangeret en kamp mellem Stjerneholdet og et udvalgt, meget blandet, hold fra B.93.

Stjerneholdet: Jørn Larsen – Arne Sørensen, Flemming Andersen - Bent Hansen, Poul Andersen, Verner Christiansen - Henry Salomonsen, Flemming Nielsen, Tom Søndergaard, Preben Arentoft og Leif Mortensen. På bænken: Knud Ove Sørensen og Ole Frederiksen.

B.93: Henrik Juul – Ejgil Roland Petersen, Leif Rønnow – Erik Dennung, Kurt Arnskov, Erling Bøje – Ove Fogh Pedersen, Bent Petersen, Bernhard Deneke, Leif Holm og John Andreasen. På bænken: Arvid Christensen og Finn ’Ludo’ Jensen.

Kampen sluttede 3-2 (3-2) til Stjerneholdet, der blev tilgodeset af deres medbragte dommer, Egon Andersen, bedre kendt som ’Egan’ fra BT-sport. Tom Søndergaard trodsede et spillerforbud fra sin klub Rapid Wien. Kampen blev overværet af 700 tilskuere, så vennerne havde igen tjent penge.

Landsjuniorstævnet blev afholdt på KB, og B.93 var repræsenteret af Jan Ilsø (Larsen) og Thomas Andersen. På KBU’s udvalgte ynglingehold deltog Henrik Juul og Ejgil Roland Petersen, medens Jan Petersen (Nummer) var reserve. Talentholdet spillede i den indledende pulje mod Nakskov (1-1), Roskilde (2-2) og Taastrup (7-0) og det var ikke nok til at gå videre.

Tennis: Klubmesterskaberne i 1969, Henrik Grage vandt HS, medens damernes finale skulle stå mellem Anne Mette Sørensen og Merete Fauerschou, på et eller andet tidspunkt. Divisionsholdet var kommet i nedrykningsfare, skulle formentlig afgøres i den sidste kamp mod ALTS.


Oktober/November 1969. Medlemsblad. Redaktør: Ole Klarskov

1969_Ny_5_300pxFormanden bliver ’voksen’ var overskriften på en artikel på tre sider. Det var Preben Kargaard fra medlemsbladet, der havde interviewet Ove Jensen i anledning af han fyldte 50 år den 7. november.

Tennis. Divisionsholdet klarede sig fri af nedrykning, og sluttede som nummer fire ud af seks. Der var sket udskiftning i bestyrelsen, idet den nyvalgte Emmerik Jensen kort efter sin indtræden i bestyrelsen (februar), var blevet udnævnt til professor. Han havde derfor ikke tid til bestyrelsesarbejdet, og blev erstattet af Poul Rømert.

Fodbold havde engageret jernmanden Preben Hansen fra B.1903 som ny sekundatræner. Han skulle afløse den folkekære Helge Jensen, der var en noget anden type end afløseren.

Tennis havde engageret Mrakota som træner for juniores. Mrakota var tjekkoslovak, ligesom den mangeårige træner Kozeluh, der stadig var ’still going strong’.

En nyskabelse var en lille folder, hvor man kunne se hvornår alle klubbens fodboldhold, skulle spille deres kampe i efteråret. Et værktøj som medlemmerne havde sukket efter. Det var Ole Flemming Hansen, der stod fadder til folderen, som var finansieret af udvalgte medlemmer, han skønnede var parat til at støtte ideen (og en af disse har helt sikkert været John Andreasen, red.).

Seniorafdelingen i fodbold var inviteret til et panelmøde, hvor man skulle møde bestyrelsen med formanden Ove Jensen i spidsen. En nyskabelse, som var en succes.

Den flittige skribent, formanden for A-spilleudvalget, havde den sædvanlige gennemgang af spillerne på 1. og 2. holdet. Denne gang havde Preben Kargaard udvidet klientellet til også at omfatte spilleudvalgets medlemmer og trænere, nemlig John Andreasen, Kai Orla Jensen, Erik Dennung, Hans Pedersen, Jørgen Sundquist, Børge Vingård, Helge Jensen, Paul Davidsen.



Skrevet af Palle "Banks" Jørgensen, juni 2011.
 

Skrevet af Klaus B. Johansen   
Antal hits: 19156
Senest opdateret: 19 oktober 2011